Jeg har ikke sat deadline

Ib Solvang gik på pension som 86-årig fra sin stilling som skoleleder i Kerteminde Husflidsforening. Eller pension og pension. Nu, som 87-årig, leder han stadig træværkstedet og kurset for Ensomme Gamle Mænd, som han startede op for 16 år siden. Han bistår den nye skoleleder, når hun har brug for en kyndig hjælper. Han er også webredaktør. Sommerhøjskole-ansvarlig. Tovholder på diverse. Og suppleant til bestyrelsen.

Af Katrine Møller, redaktør og journalist i Fora

Denne artikel blev bragt første gang i Fora Magasinet #2 2023

På spørgsmålet om, hvorfor han bliver ved og ved med at bevæge sig i folkeoplysningen, kommer svaret prompte:

“Jeg går ikke på pension, fordi det er alt for spændende at være med i foreningslivet. Det hele skal holdes i gang, jo. Og jeg oplever absolut ingen hak i samarbejdet med de yngre kræfter. Vi tænker faktisk ret ens, når det gælder tilrettelæggelsen af selve kursusvirksomheden og de fag, vi tilbyder”, siger Ib Solvang.

De udfordringer, som Kerteminde Husflidsforening står over for i dag mht at rekruttere nye frivillige til bestyrelsen, er nøjagtigt de samme, som da Ib Solvang var ung.

“Yngre mennesker har altid haft nok at se til i det daglige. De har ofte ikke overskud til at drive en forening, når de både skal passe et arbejde og en familie. Sådan har det været alle dage. Det er os modne, der må trække læsset, og det er et smukt læs at trække”, siger han.

TRÆET TRAK HAM IND
Da Ib Solvang var dreng, vidste han præcist, hvad han ville være, når han blev stor: Tømrer. Han var totalt fascineret af træ og af at bearbejde materialet. Han havde eget værksted med høvlebænk og godt værktøj som barn. Han gik til husflid (på dispensation) som 13-årig i Svinninge på Vestsjælland og var frivillig medunderviser. Men så en dag skulle der skiftes tag på forældrenes landboejendoms stuehus.

“Vejret var dårligt, det blæste og regnede, og jeg så, hvor meget tømrerne knoklede deroppe. Jeg ombestemte mig på stedet, lagde en ny plan og blev lærer fra seminariet”, fortæller Ib Solvang og fortsætter:

“Jeg underviste i 6 år på en efterskole. Derefter kom jeg til Den danske Husflidshøjskole, der senere blev omdannet til Kerteminde Højskole, og derfra til Dansk Husflidsselskab, hvor jeg var konsulent i 37 år. Men egentlig var det træet, der trak mig ind i husflidsbevægelsen og folkeoplysningen, og træet trækker stadig”, siger Ib Solvang.

STÆRKE FORENINGER
Når Ib Solvang ser ud over det danske foreningslandskab med al sin erfaring i rygsækken, ser han foreninger, der er mindst lige så stærke som dengang, han var konsulent. Den periode, som mange ser tilbage på som folkeoplysningens guldalder.

“Mange holder fantastisk godt ved, og alle er fulgt med op i nutiden. Konkurrencen fra alt muligt andet, man kan gå til, er blevet større og større med årene, så vi er meget stærkere og meget mere overlevelsesparate, end vi går og siger”, slutter Ib Solvang.