Er medlemmer ikke, hvad de har været?

Folkeoplysningsområdet hviler på ideer formuleret af 1700-tallets oplysningsfilosoffer. Deres ideer til, hvordan folket kunne blive en drivende kraft for et stadigt mere retfærdigt samfund, førte til revolutioner og demokratier. Men – hvor stærk er troen på folket i Danmark lige for tiden? Hvordan er troen på medlemmerne i foreningslivet?

Af Helle Katrine Møller, journalist og redaktør i Fora - artiklen blev bragt første gang i Fora Magasinet #4 2023

“Folkeoplysning handler ideelt set om at danne og fornuftiggøre, så folket kan styre sig selv og skabe et retfærdigt samfund, i stedet for at blive styret af en kongemagt, der holder folket som undersåtter. I demokratiet bliver vi borgere, der skal handle fornuftigt og retfærdigt. At give den nødvendige viden, der støtter fornuftige og retfærdige love, er folkeoplysningens udspring. Og foreningsliv er oplæring i demokrati, ideelt set”, forklarer filosof Esther Oluffa Pedersen, der er lektor på RUC, institut for Kommunikations og Humanistisk Videnskab.

VEDTÆGTER ER VIGTIGE
Opbygningen af foreninger mimer på nogle stræk opbygningen af et demokratisk samfund. Foreninger har vedtægter. Samfundet har love. Begge dele giver både rettigheder og pligter. Og de vedtægter, der arbejdes efter i foreningslivet, understøtter procedurer, der sikrer en god samtale om rettigheder, pligter og selve indholdet i foreningen.

Demokrati kræver ifølge Esther Oluffa Pedersen det dobbeltblik, som oplysningstænkeren Rousseau er ophavsmand til. Borgerne i et demokrati – og medlemmerne i en forening – må både være klar på sin egen private interesse og den fælles interesse; det Rousseau kaldte almenviljen. Og borgerne – eller medlemmerne i en forening – må være parate til at bøje deres egen private interesse under almenviljens love. Almenviljen er ikke blot summen af alle de involveredes private interesser, men derimod det fælles bedste, som opstår i foreningen af interesser. Det, man søger, er det oplyste og gennemdiskuterede kompromis.

“I en forening står man på tre ben: Formålet, aktiviteterne og medlemmerne. Hvis man vil have en meget demokratisk forening, skal medlemmernes opgave knyttes tæt til de to andre ben. Medlemmerne kan fx være med til at bestemme, hvem der skal komme og holde foredrag eller hvilke nye kurser, der skal oprettes. Hvis medlemmerne er afkoblet fra de to andre ben, passiviserer man dem.”

"Engagementet daler, og foreningen kan stivne. Derfor kunne man i foreningslivet måske se positivt på “ballade”, når den kommer fra medlemmerne. Se det som et sundhedstegn og brug det til at genfinde det fælles formål, dvs. foreningens almenvilje”, siger Esther Oluffa Pedersen.

TOP-LEDELSE ER UDEMOKRATISK
Ligesom en forening kan stivne, når medlemmerne afkobles fra formålet og aktivitetsudviklingen, kan demokratiet også stivne, når færre og færre engagerer sig i det. Meget få er medlem af et politisk parti i dag, og i flere demokratier verden over er valgdeltagelsen så lav, at man dårligt kan kalde dem demokratier. Et andet tegn på demokratisk stivnen er folkebevægelsernes dalende indflydelse. I 1970´erne kunne en anti-atommarch fra Holbæk mod København ændre den politiske dagsorden på Christiansborg. I dag tager politikerne i bedste fald selfier med demonstranterne, mens det folkelige politiske budskab måske knapt påvirker den politik, der føres.

“Det politiske system er blevet så stærkt, at det ikke lader sig korrigere af folkelig opstand. Afskaffelsen af Store Bededag som fridag er et eksempel på det. Det politiske system er meget top-styret i dag, og det står i direkte modsætning til det demokratiske folkelige organiseringsprincip, hvor så mange som muligt søger konsensus om, hvordan man skal arrangere samfundet”, mener hun.

I mange foreninger er der også topledelse. Ikke fordi man vil det sådan, men fordi få medlemmer engagerer sig. Filosoffen ordinerer denne medicin:

“Gør det, der lægges op til beslutninger om, interessant nok. Det løfter engagementet. Og se det som en demokratisk forpligtelse”.