Specialtilbud eller fællesskab for alle?

Inklusion handler om, at folk skal føle sig velkomne. Så skal man overhovedet lave målrettede specialtilbud, eller risikerer man derved, at de mennesker, man rækker ud til, vil føle sig mere udenfor?

Af Molly Depenau Christensen, kommunikationskonsulent og redaktør i Fora – Artiklen blev bragt første gang i Fora Magasinet #3 2024. Foto af Maja Pilgaard, øverst: Thomas Søndergaard.

Idrætslivet og foreningsverdenen er fælles med ønsket om, at tilbuddet skal favne for så mange som muligt. Fora har talt med Maja Pilgaard, Ph.d. fra Syddansk Universitet og chefanalytiker ved Idrættens Analyseinstitut, om idrætsmiljøets succeser med inklusion.

RUMMELIGHEDSDAGSORDENEN
Ambitionen om at inkludere alle er en del af den ”rummelighedsdagsorden” som har sat sig i næsten alle dele af samfundslivet. En dagsorden, som ifølge Pilgaard er ”eksploderet”. I den forbindelse har idrætten især i de senere år udviklet ”en utroligt bred definition af inklusion,” forklarer hun.

”Hvor inklusion tidligere havde særlig fokus på etniske minoriteter, tales der nu om inklusion i alle mulige afskygninger. ”Det kan f.eks. være mennesker med fysiske eller kognitive funktionsnedsættelser, fattige, børn og voksne og sårbare i forskellige situationer.”

Dagsordenen kommer ikke kun nedenfra. Den opfordres også ovenfra. En del af idrætsområdets rammeaftale med Kulturministeriet omhandler for eksempel et krav om, at idrætten fokuserer på inklusion af sårbare eller socialt udsatte. Idrætsmiljøet har taget dagsordenen på sig. Og gruppen af mennesker, der skal kunne inkluderes, gælder ikke blot dem, som i dag kommer af sig selv, men også dem, der ikke kan selv eller som ikke umiddelbart har et udtalt ønske om at være med. Kort sagt: ”alle dem, der står udenfor,” fortæller Pilgaard.

ALLE VIL INKLUSION
At lykkes med at sørge for, at idrætstilbuddet når ud til alle, kræver en opsøgende indsat: ”Det handler rigtig meget om fokus og italesættelse. Det har idrætsverdenen været gode til. Der er simpelthen så mange konkrete eksempler”. Faktisk er der så mange eksempler på landsplan og lokalt niveau, at Pilgaard indgår i et kortlægningsprojekt over, hvad der findes af tilbud om idræt for sårbare, udsatte og funktionsnedsatte.

”På Sydfyn har en fodboldklub for nylig oprettet tilbud målrettet børn med f.eks. ADHD eller cerebral parese. Der har også været flere utroligt sympatiske, landsdækkende initiativer. Tag for eksempel ‘LykkeLiga’. Det er håndbold for udviklingshæmmede børn udviklet af den tidligere håndboldspiller Rikke Nielsen. Eller ‘OMBOLD,’ et fodboldtilbud for hjemløse. Der findes også ‘Idræt for Sindet’ en del af Dansk Arbejder Idrætsforbunds indsats for psykisk sårbare voksne,” fortæller Pilgaard.

SAMARBEJDE ER NØGLEN
Inklusion handler om, at folk skal føle sig velkomne, men gør man det bedst via målrettede specialtilbud, dvs. parallelle tilbud til hver lille målgruppe, eller via inklusion i det store fællesskab? “Hvis man har et handicap, og man inkluderes på et alment hold, kan man jo godt selv komme til at føle, at man er en kæp i hjulet,” forklarer Pilgaard. “Det ideelle ville være, at der både er specialtilbud og almene hold, som kan rumme lidt af hvert. I England har man noget, der hedder Mixed Abilities, hvor man har oprettet rugbyligaer, hvor mennesker med udviklingshæmning spiller på hold med mennesker uden udviklingshæmning. Det er et eksempel på, hvordan man med et lille twist og kreativitet kan skrue et tilbud sammen.”

Lignende initiativer findes også herhjemme. I ParaSport Danmark, som er et specialforbund under Danmarks Idrætsforbund (DIF), har man et tilbud, der minder om det engelske, Unified Sports. ”Men det er ikke så udbredt endnu,” oplyser Pilgaard. Det er svært at lave blandede tilbud i idrætten, fordi sport typisk er organiseret som en konkurrence, hvor det handler om “at vinde på søndag,” siger Pilgaard. Men netop her har andre dele af folkeoplysningen måske en særlig mulighed, understreger hun. ”For den udfordringer der vel ikke i aftenskolen, som allerede har meget fokus på forskellige målgrupper og tilpassede hold.” Hun tilføjer at samarbejde er nøglen, hvis man gerne vil have inklusionsinitiativer til at lykkes og få tilbuddene ud over stepperne. Det drejer sig f.eks. om samarbejde med kommunerne, der kan hjælpe med at få tilbuddene ud i lokalområderne. ■

IDRÆTTENS ANALYSEINSTITUT
Idrættens Analyseinstitut (Idan) er en uafhængig institution under Kulturministeriet, der analyserer idræt og folkeoplysning nationalt og internationalt. De undersøger danskernes sportsvaner, idrætspolitik, sportsøkonomi og mere. Idan består også af Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) og Play the Game, som fremmer åbenhed i international sport. Instituttet sigter mod at skabe viden, debat og løsninger inden for samfundsvidenskabelige aspekter af idræt og folkeoplysning.

KAN AFTENSKOLEN LADE SIG INSPIRERE AF IDRÆTTEN?
I en rapport fra Idrættens Analyseinstitut identificeres udfordringer og benspænd for inklusion i idræts og foreningslivet. Her lod de sig blandt andet inspirere af et initiativ på Egmont Højskole, som de omtaler ”Egmontmodellen.” Modellen er en hverdagsløsning, som går ud på, at unge med og uden funktionsnedsættelser deltager i højskoleaktiviteterne sammen. Men deltagere med en funktionsnedsættelse får mulighed for at få tilknyttet en ’hjælper’ blandt deltagere uden funktionsnedsættelse. Det viser sig, at det giver værdi for begge parter at indgå i aktiviteterne sammen på den måde. Samme slags model kunne man oplagt forsøge at overføre i både idrætten og i aftenskolen. Læs mere om Egmontmodellen i rapporten ”Idræt for mennesker med funktionsnedsættelser”.