PORTRÆT: En bro tilbage mod det almindelige liv

I Den Rullende Daghøjskole kan mennesker, der er tilknyttet psykiatrien i Aarhus, komme og få et afbræk fra hverdagen og et frirum, hvor de kan være kreative – eller bare være.

Af Molly Christensen, kommunikationskonsulent og redaktør i Fora – Artiklen blev bragt første gang i Fora Magasinet #3 2024.

Den Rullende Daghøjskole startede som et aktivitetstilbud til indlagte på de åbne afsnit på Aarhus Universitetshospital Psykiatrien. I februar 2023 blev tilbuddet udvidet med endnu en afdeling i Daghøjskolen Kompetencehusets egne lokaler. På daghøjskolen henvender tilbuddet sig til mennesker, som er eller har været, tilknyttet psykiatrien, og som oplever at livet indimellem gør ondt. De har gavn af et frirum, hvor der er plads til bare at være sig selv og være med i de kreative aktiviteter i det omfang og tempo, de magter.

ET FRIRUM UDEN FORVENTNINGER
I Den Rullende, som de kalder tilbuddet, stiller man et minimum af krav til deltagerne. Anna Birkholm, der er projektkoordinator, fortæller:

”For os er det egentlig ikke vigtigt, hvad deltagerne kommer med i bagagen og hvorfor. Vi mødes som mennesker om det, vi har lyst til at lave sammen. Vores deltagere er en gruppe af mennesker, der er vant til at blive målt og vejet hele tiden. De er vant til at få at vide, at de er for dårlige til det ene tilbud, men for gode til det andet, at de må få den ene ydelse, men ikke den anden. Så for os er det vildt vigtigt, at her kommer man, hvis man selv kan se sig som en del af målgruppen. Det er ikke alle mulige andre, der bestemmer det.”

En særlig kvalitet ved Den Rullende er, at der ikke er noget tilmeldingskrav. Det gælder både tilbuddet på hospitalet og i Kompetencehuset: ”Det afhænger simpelthen af dagsformen for den her målgruppe, om de orker at møde op,” fortæller Anna. ”Mange føler, at det er et pres at skulle tilmelde sig på forhånd, da det kan skabe en forventning om at skulle møde op og præstere. Derfor kan deltagerne frit vælge at komme og gå, alt efter hvad de magter den pågældende dag. Jo mere vi kan italesætte, at det er okay at have en dårlig dag, jo bedre. Det er et spænd. Vi gør meget ud af, at vi ikke skal tale om sygdommen, men det er overhovedet heller ikke tabuiseret. Alle i rummet ved godt, at alle er der, fordi de har nogle udfordringer,” understreger hun.

På hospitalet foregår aktiviteterne i et område, som deltagere og ansatte har døbt ”det lyserøde område” på grund af farven på væggen. Her er der hver gang en faglærer, en musiker og en peer til stede. Faglæreren understøtter deltagerne i det kreative, og musikeren indleder med fællessang. ”Det er en god måde at starte timerne på, fordi det skaber en følelse af samhørighed og fællesskab,” fortæller Anna. Den peeransatte er uddannet til at understøtte recoveryprocessen hos patienter og har derudover personlige erfaringer, der minder om dem, som patienterne kæmper med. Derfor kan en peer bidrage med en anden forståelse for deltagerne og deres liv, end læger og sygeplejersker kan.

SLUKKER FOR ANGSTEN
Alexander på 34 år er en af dem, som deltager fast i keramikværkstedet i Den Rullende og har gjort det i et halvt år. Han har dyrket keramikken meget før i tiden, men ikke i de seneste 10 år. ”Det giver mig ro indeni,” fortæller han. ”Jeg glemmer verden udenfor.” Alexander har med egne ord levet et kaotisk liv, som stadig kan tynge ham den dag i dag. Men det kan han glemme han for en stund, når han tager ned og laver keramik, som er noget, han glæder sig til hver mandag. Før Alexander faldt over forløbet på Den Rullende havde han ikke set muligheden for at lave keramik nogle steder, så han er ”lykkelig over at have fundet det her.” Alexander lever med PTSD og bipolar lidelse, og særligt PTSD’en kan godt larme lidt i hovedet. Det har han prøvet at slukke blandt andet med alkohol og hash, men det virker ikke, fortæller han. Til gengæld kan keramikken slukke for det. Derfor har Alexander også fået lov at tage nogle klumper ler med hjem, så han også kan hive det frem derhjemme, når han mærker et behov for det.

SMÅ SUCCESER OG STORE BETYDNINGER
Nogle aktiviteter er faste, som for eksempel smykkeværksted og keramik, som begge foregår en gang om ugen. Andre dage varierer aktiviteterne imellem maling, broderi og andet. Anna understreger vigtigheden af, at aktiviteterne ikke er for børneagtige, men heller ikke for komplekse:

”Når vi er i psykiatrien især, er der oftest ikke det store overskud, så hvis der er for mange beslutninger, der skal tages, taber vi vores deltagere på gulvet. Samtidig er det vigtigt for os at sige, at vi har med voksne mennesker at gøre, så håndværket må gerne højnes lidt.”

Aktiviteterne er tilrettelagt sådan, at de giver mulighed for succes oplevelser. Mange deltagere laver små kort, lædernøgleringe eller armbånd til deres kære, som en måde at give noget tilbage på. ”Mange af de her mennesker er et sted i livet, hvor de føler, at de er lidt til besvær for deres nære. Det her med at lave gaver hjælper dem med at kunne give noget igen,” siger Anna.

Noget, der er kommet bag på hende, er, hvor mange grin man kan høre rundt omkring, når aktiviteterne foregår: ”Vi er lykkedes med at få lavet en åben og ikkestigmatiserende stemning, og det synes jeg er fantastisk, for jeg tænker ikke der er så meget at grine af på sengeafsnittene.”

Netop den åbne og accepterende stemning, der bliver skabt i fællesskabet mellem deltagere og ansatte, kan Liv nikke genkendende til. Liv deltager ligesom Alexander i Den Rullendes kreative aktiviteter i Kompetencehuset og har gjort det i et halvt års tid. Hun har stort set været tilknyttet psykiatrien i hele sit liv, og til daglig er hun museumsinspektør på et lille lokalhistorisk museum. Liv fortæller om en dag til keramik, hvor et lysstofrør i loftet begyndte at blinke og blev ved og ved:

”Det sanseindtryk var bare for meget for mig den dag. Havde jeg været på arbejde, ville jeg have prøvet at lade som om, at det ikke gik mig, og at jeg sagtens kunne abstrahere. Men jeg fik sagt det højt til de andre i rummet, og der var ingen, der synes det var mærkeligt, eller som ikke forstod mig”, fortæller hun. Den episode fik Liv til at indse, hvor ofte i hverdagen hun har gået og holdt sig til bage og ikke talt højt om sine behov for ikke at virke besværlig. ”Men jeg tror på, at det kan skabe ringe i vandet i ens liv, når man får sagt noget højt som er svært og opdager, at det ikke er farligt. Så tør man måske at gøre det en anden gang også.”

FOR ALLE ER SJÆLDENT FOR ALLE
Vi har en tendens til at tro, at de tilbud vi som samfund anser for at være for alle, i realiteten ofte ikke er det. Det har Anna indset: ”Der er andre tilbud i Aarhus, der som os har kreative aktiviteter og som i princippet er for alle. Men man skal booke i rigtig lang tid i forvejen, hvilket gør det næsten umuligt at deltage, hvis man for eksempel er ind og ud af indlæggelse. Og så koster det oftest penge, og selvom det ofte ikke er meget, kan det stadig have en betydning for mange. Der er en hel gruppe borgere, der er udelukket fra alt det, vi tænker, at alle kan være med til. Det, vi laver hernede på skolen, er jo egentlig et kreativt tilbud, som alt muligt andet, men bare i nogle rammer, der gør, at det faktisk er til at være i for de mennesker, som oftest er udelukket.”

Anna mener, at vi som samfund har en privilegieblindhed i forhold til reel inklusion. Vi har en tendens til, at vi bare åbner dørene og siger, at alle er velkomne, men uden egentlig at have gjort os konkrete overvejelser om, hvad der skal til for at alle reelt kan deltage og føle sig velkomne. ”Folk har jo forskellige behov og udfordringer. Min oplevelse er, at rigtig mange af de deltagere, vi har, føler sig til besvær i det almindelige samfund. For mange af deltagerne kan det være en udfordring bare at træde ud ad døren. Selv når jeg tilbyder at møde dem ved busstoppestedet, kan det være for svært. Også selvom de kan have en busstøtte, venner eller familie med.”

Den erfaring har fået Anna og hendes kolleger til at brygge på idéen til et følgeskabsfrivillignetværk, hvor frivillige kan støtte deltagerne netop i forhold til de ting, som ofte er usynlige for os andre: ”Det er et meget godt eksempel på, hvor mange overvejelser, man skal tage stilling til, før man kan sige, at noget er for alle,” understreger hun.

MÅDEN VI MØDER HINANDEN PÅ
For mange af deltagerne er det hverdag hele tiden at skulle forholde sig til deres udfordringer. Mange af deltagerne er vant til at blive mødt med spørgsmålet om, hvad de fejler, som det allerførste: ”Der kan vi se,” fortæller Anna, ”at når vi møder dem, som vi ville møde enhver anden, vi mødte på vores vej, så sænkes skuldrene, og der kommer øjenkontakt. Det virker jo helt banalt, men det har været den største læring. Vi kan sidde og snakke om hverdagen uden at have nogen idé om deres baggrund. Vi kommer som et frisk pust udefra. Selvom de er indlagte, så er de ikke patienter i de to timer, vi sidder sammen med dem. Der er de deltagere som os andre, så vi mødes som lige.”

Mange af de indlagte glæder sig til deres udskrivning, men er også bange. Derfor er Anna og hendes kolleger begyndt at eksperimentere med goodiebags til de indlagte, som de får op til en udskrivning. Goodiebag’en indeholder en invitation til at fortsætte i Den Rullende bare på daghøjskolen i stedet. Det skaber en tryghed, fordi der er nogle ansigter, de kender, og fordi de ved, at de er velkomne.

”Vi bliver hele tiden klogere på, hvordan vi bedst møder deltagerne,” siger Anna. ”Det er meget mere end bare at åbne dørene, og så kommer folk selv. Der skal virkelig opbygges en tillid. Vi kunne have valgt at uddelegere arbejdet på hospitalsforløbet til fast plejepersonale, men deltagerne bliver ved at give udtryk for, hvor vigtigt det er, at det er os udefra. For mange repræsenterer vi fra Den Rullende en bro til civilsamfundet, et lille skridt tilbage mod det almindelige liv.” ■

Alexander lever med PTSD og det godt kan larme lidt i hovedet. Men det kan keramikken slukke, og når han sidder med leret, glemmer han verden uden for.

For Liv har det at komme i Den Rullende Daghøjskole betydet, at hun ikke er bange for at virke besværlig ved at sige sine behov højt.

DEN RULLENDE DAGHØJSKOLE
Den Rullende Daghøjskole udspringer af Daghøjskolen Kompetencehuset og er et samarbejde mellem Kompetencehuset og Aarhus Universitetshospital Psykiatrien. Formålet med indsatsen er at understøtte recovery-processen hos psykiatriske patienter under og efter et indlæggelsesforløb. Projektet er etableret med støtte fra Velux Fonden. Psykiatrien Aarhus Universitetshospital har valgt at fortsætte samarbejdet med Kompetencehuset i 2025, og har fundet egne midler til en videreførelse af de kreative tilbud på sengeafsnittene.