Hvorfor gå til folkeoplysning?

Digitale tjenester som YouTube, Duolingo, og senest chatrobotter, kan med næsten blot et enkelt klik vise dig, hvordan du strikker, dyrker yoga eller taler italiensk. Hvordan kan folkeoplysningen konkurrere med de hurtige og let tilgængelige guides, der findes overalt på internettet? Tre Forakursister giver deres bud.

Af Molly Depenau Christensen, kommunikationskonsulent og redaktør i Fora - Artiklen blev bragt første gang i Fora Magasinet #2 2024.

TROELS HUMLE HANSEN (billedet t.h.), SOCIALPÆDAGOG, GÅR TIL BABYRYTMIK HOS FORA HVIDOVRE
Jeg går til Børnerytmik sammen med min treårige datter og har gjort det i et halvt års tid. Min datter er virkelig aktiv, så min ekskone og jeg talte om, at hun skulle gå til noget fysisk, og jeg ville hjertens gerne gå sammen med hende. For mig, er det en god investering i mit barn at deltage i sådan en aktivitet. Jeg synes, at online kurser, webinarer og så videre er frygteligt kedeligt. Jeg er en person, som har brug for at være ude, være mig, og være i bevægelse. Jeg er virkelig dårlig til at sidde foran en skærm og ikke lave noget. Jeg har det absolut bedst med at være ude, og især ude blandt andre mennesker. Det giver et fællesskab, især på sådan et lille rytmikhold. Vi deltagere får et fælles tredje, fordi vi jo alle sammen er der for vores børn. Det handler også om at vise, at man er der for dem. Det synes jeg ikke man er, ved at sidde foran en skærm. I en tid, hvor nærmest alt bliver digitaliseret og alt skal foregå via en tablet, mobil eller computer, så er det min oplevelse, at det virkelige liv er en del mere givende.

RIKKE SØRENSEN, GÅR TIL STRIK OG PATCHWORK I SKOLEN FOR KREATIV FRITID
Jeg har gået på aftenskole længe og til forskellige kurser. Nu går jeg til strik, hækling, broderi og patchwork. Det, jeg godt kan lide ved at møde op fysisk på kurser jeg går til, er, at det oftest er fuldstændig frit, hvad vi laver. Vores underviser er så dygtig, at hun sagtens kan have styr på 10-12 projekter på en gang, altså de projekter som vi kursister sidder og er i gang med. Hun har styr på, hvor vi hver især befinder os i vores proces. Så kan hun vejlede os og for eksempel anbefale lige at prøve en anden opskrift eller lignende, og så bliver det tit og ofte endnu bedre end det, man var i gang med først. Under Corona sad jeg hjemme og arbejdede rigtig meget foran min skærm. Hele min dag gik med at kigge ind i skærmen. Så når jeg havde fri havde jeg simpelthen ikke lyst til at kigge mere ind i den. Online synes jeg også tit, at det er en specifik ting, man skal lave, hvis man for eksempel følger en guidevideo. En bestemt nålepude eller sweater. Der er også noget med det at sidde i et lokale med andre, som har samme interesse som en selv.

ANNIE RASMUSSEN (billedet, t.v.), GÅR TIL PILATES I FÆLLES FRITID
Jeg har stort set gået til gymnastik hele mit liv. Og for omkring 20 år siden begyndte jeg til yoga i Fælles Fritid og går der stadig. Men da jeg så stoppede på arbejdsmarkedet, var der tid til mere, der gør mig godt. Udover yoga, hoppede jeg også på pilates. Det handler helt sikkert om det sociale for mig. Det har det gjort hele vejen igennem. At man mødes med andre i aktiviteten, men i lige så høj grad i de fem minutter før, efter og under omklædning. Når man ikke går på arbejde og træffer mennesker der, så bliver det altså ekstra vigtigt at komme ud og træffe dem i virkeligheden, og ikke gennem en skærm. Vi er ret fasttømrede hold, og vi holder øje med hinanden, og med, hvordan hinanden har det. Der bliver ofte grinet, og der er meget omsorg mellem os. Det synes jeg er meget vigtigt, også fordi mange på holdet er blevet enlige.
Tilbage i 90’erne prøvede jeg videoer med Charlotte Bircow. Og under Corona foregik undervisningen online. Det var godt at høre vores underviser, men der var jo ikke noget socialt i det. Nærværet og samværet manglede. Og online kan man jo ikke se, om jeg faktisk bare sidder og drikker min kop kaffe, i stedet for at træne. Det gælder om at møde op. Så kan man altid drikke kaffe bagefter. ■