Frihedens vej er dialogens vej

Vi skal være meget bedre til at være nysgerrige på vores uenigheder og se dem som styrker, frem for som noget besværligt, der skiller os ad. Det mener Özlem Cekic, der er overbevist om, at vi ville have et mere frit samfund, hvis vi var mere tolerante - også over for dem vi er dybt uenige med.

Af Molly Depenau Christensen, kommunikationskonsulent og redaktør i Fora – Artiklen blev bragt første gang i Fora Magasinet #3 2024.

Tidligere i år kunne Foreningen Brobyggerne – Center for dialogkaffe fejre fem års fødselsdag. Og her, fem år efter foreningens oprettelse, kan det stadig overraske foreningens stifter og generalsekretær Özlem Cekic, at insisteren på dialog bliver set som noget kontroversielt.

”DU DRIKKER IKKE ENGANG KAFFE”
Özlem fik ideen til dialogkaffe i 2008. Hun havde på daværende tidspunkt i lang tid modtaget hademails fra mennesker, hun ikke kendte, men som havde set sig sur på hende som politiker og offentlig person. Ud fra sin undren over det had, hun blev mødt med i sin mailindbakke, inviterede Özlem menneskerne bag beskederne på kaffe, og forsøgte at få en dialog i gang trods uenighederne. Det var de møder, der skulle udvikle sig til det succesfulde projekt dialogkaffe, som Özlem siden har holdt utallige foredrag om, været meget i medierne med, og udgivet to bøger om. Da Özlem havde været rundt i landet og drikke dialogkaffe i et stykke tid, sagde hendes gode ven og samarbejdspartner, den nu afdøde overrabbiner Bent Melchior: ”Det går ikke, at du render rundt som ene kvinde og drikker al den dialogkaffe, når du ikke engang drikker kaffe.” Özlem genfortæller Melchiors ord med et smil. ”Han fik mig til at indse, at jeg måtte organisere arbejdet”. I 2019 dannede de sammen med en række andre kendte danskere foreningen Brobygger.

Et arbejde, der har sat det ultimative formål at forebygge vold og trusler. ”Det må altid være det overordnede, allervigtigste formål i et demokrati,” understreger Özlem. ”Er der noget, der ødelægger dialogen, så er det volden. Og det værste, der kan ske for et demokrati er, at volden tager over. Konflikter må løses med ord og argumenter.”

TOLERANCE ER EN SMERTEFULD PROCES
Vi lever i en tid, hvor polariseringen vokser, og forskellighederne mellem os tegnes hårdt op blandt andet i medier og i politik. Krige, kriser og konflikter er nogle af de helt store faktorer, der er med til at grave grøfter. Og her spiller internettet en stor rolle, mener Özlem. ”Alt kommer meget tæt på, fordi vi kan følge med online. Vi kan holde øje med, hvad der sker i Mellemøsten, i Yemen og i Ukraine, og så kan vi udtrykke stærke holdninger, mens vi sidder bag skærmen. Det er nemmere at blive uvenner, hvis man ikke mødes i virkeligheden og gør en indsats for at lære hinanden at kende, eller kommer hinanden ved, når man sidder ved siden af hinanden på biblioteket eller på læsesalen,” siger hun.

”Brobygning handler om at fremme dialogen, tolerancen og forbindelsen mellem mennesker. Ikke om konsensus. Men nogle gange kommer der jo konsensus,” bemærker Özlem. ”Man skal forestille sig det som en fysisk bro, som dem, der binder to byer sammen.

Nogle gange kører man over broen og opdager, at solen skinner mere på den anden side, eller man finder kærligheden derovre. Andre gange bliver man bekræftet i, at byen man kom fra, var meget bedre. Men der er jo altid en lille risiko for, at man ikke har ret. At verden ser lidt mere nuanceret ud på den anden side, at der var nogle blinde vinkler, man ikke havde set. Enten kan vi blive klogere sammen, ellers kan vi blive bekræftet i de værdier vi har. Begge dele er okay. Succeskriteriet for brobygning er ikke enighed, men en større tolerance for forskellighed.” Det er dog sværere, end det lyder.

”Alle synes, dialog er en god idé, indtil det går op for dem, hvad det kræver. Det er fornemt nok at være tolerant over for det, man kender, det man støtter, det man er. Men kan man være tolerant over for de værdier, levemåder, traditioner, holdninger, man ikke støtter, dem man måske også foragter? Hvis man kan det, så kan man få et samfund, som vil være enormt frit. Tolerance er en meget smertefuld proces. Men kan man rent faktisk være det, så er belønningen også mere frihed.”

START I DET SMÅ
Men findes der så ingen grænser for brobygning? Findes der nogen, der er så intolerante og uden for det acceptable rum, at det er meningsløst eller lige frem uetisk at forsøge at bygge bro til dem? Ja. Der er en grænse, mener Özlem; og den går ved lovgivning.

”Jeg støtter en retsstat. Vi kan i et demokrati ikke være tolerante over for vold og trusler. Dem bliver man straffet for. Samtidig har jeg den holdning, at vi skal gøre en indsats for at tale med de mennesker, der har brugt vold og trusler, når de har aftjent deres straf. Hvordan skal vi ellers forhindre, at det sker igen?”

Det er især i dagligdagen, at vi kan øve os på at være mere inkluderende og åbne over for dem, der mener noget andet end os selv. Det kan være så lavpraktisk som at tolerere, at der er nogen, der holder med et andet fodboldhold eller stemmer noget andet end os. Et studie fra Københavns Universitet viser, at omkring 40% af danskerne ikke ville bo ved siden af en nabo, som de vidste stemte anderledes end dem selv.

”Hvordan skal vi skabe fred i verden, hvis vi er i krig med vores nærmeste? Vi er nødt til at gøre en større indsats for at forstå hinanden. Det betyder ikke, at vi skal være enige eller at vi nødvendigvis legitimerer den andens synspunkt. Men en større forståelse gør, at der er en chance for, at vi på en eller anden måde får stærkere forbindelse til hinanden, en større forståelse for det andet menneskes livsvilkår og holdninger. Den forståelse ser jeg som helt afgørende for demokratiet,” siger Özlem.

ET SÆRLIGT ANSVAR
Folkeoplysningen og højskolebevægelsen er med til at danne grundlaget for oplysning i Danmark og er simpelthen søjlerne i demokratiet, mener Özlem. Så meget desto vigtigere er det, at man ikke blot prædiker tolerancen, men at man også efterlever den, at man for eksempel i frivilligverdenen giver plads til, at der er forskellige tilgange til tingene.

”Man må praktisere det, ikke blot tale om det,” siger Özlem. ”Demokrati og oplysning ser jeg som højskolebevægelsens og folkeoplysningens store formål. Folk tilslutter sig det demokratiske fællesskab, når de tilslutter sig folkeoplysningsfællesskaberne. Det er skolernes opgave at samle forskellige mennesker og få dem til at synge sammen, dele et måltid sammen. Det bygger flere broer, og det er med til at forebygge polarisering, fordomme og fjendebilleder. På den måde er højskolebevægelsen med til at styrke sammenholdet og demokratiet. Mange tror, at fred er fravær af konflikter. Men nej; fred er, når vi har lært at leve side om side med vores forskelligheder.”

Oven på folkeoplysningens store betydning for demokratisk dannelse, påhviler der et stort ansvar.

”I bevægelser som den folkeoplysende og mange af de andre stærke værdifællesskaber som miljøbevægelsen, politiske partier osv., er der desværre en tendens til ofte at dele hinanden op i gode og dårlige. Der er det ekstremt vigtigt, at man som frivillig eller ansat, er nysgerrig og søger dialogen. Det var jo det, Grundtvig var optaget af: Der skulle være tankefrihed, ytringsfrihed og skrivefrihed. Jeg plejer at sige, at man skal kigge på den forsamling, man er en del af. Hvis de ligner en selv, så er der ét problem, og det er arrangøren. Præsten taler i forvejen til de frelste. Man er nødt til at stoppe op og se om man har mangfoldighed nok. Det bliver man også nødt til i aftenskolerne.”

POLITIKERNE VIL GERNE HAVE FORENINGERNES VIDEN
Özlem opfatter samarbejdet mellem foreninger og lokalpolitikere som utroligt vigtigt, når der skal arbejdes med udfordringer med inklusion og polarisering. Og så mener hun, at der ofte tegnes et fjendebillede af politikerne, som giver dem et dårligere ry, end de fortjener.

”Det kræver noget at stille op til et offentligt embede, arbejdsbyrden er stor og særligt lokalpolitikeres løn er ikke særligt høj. Vi skal huske, at de faktisk er meget afhængige af at borgere kommer til dem med input og ideer – ikke kun med problemerne. De vil gerne have bud på løsninger og have hjælp til at finde dem. Derfor er det vigtigt at foreninger inviterer politikerne ind i deres rum. Så kan samarbejdet virkelig batte og gøre en forskel i sidste ende. Politikere kan også bringe noget økonomi ind i samarbejdet og dermed hjælpe foreningerne til at være med til at sætte større præg på lokal samfundet.” ■

FORENINGEN BROBYGGERNE
Brobyggerne – Center for Dialogkaffe arbejder for at fremme dialog og demokratiske samtaler i Danmark. Foreningen tilbyder initiativer i uddannelsessystemet og på arbejdspladser for at lære håndtering af konflikter gennem dialog. Derudover etablerer Brobyggerne konstruktive og kritiske debatter landet over, hvor de bringer uenigheder sammen i samtalen. Læs mere på brobyggerne.dk

ÖZLEM CEKIC
Özlem Cekic er stifter af og generalsekretær i Foreningen Brobyggerne – Center for Dialogkaffe. Hun er tidligere folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti.

Brobyggerholdet til foreningens fem års fødselsdag i august.

Brobyggeruddannelsen er udviklet med støtte fra Nordea-fonden og Folketinget. Uddannelsen er for dem, der er fagligt og/eller personligt er optaget af demokratisk deltagelse og af, hvordan brobygning kan bidrage til bedre dialog og debat. Her holder Özlem oplæg som del af Brobyggeruddannelse-weekend i Roskilde. Foto: Bente Foged Madsen