Sådan skaber jeg trivsel på mine kurser

Musik, hyggesnak og anerkendelse. Tre undervisere fra Fora-skoler fortæller, hvad de gør for at skabe trivsel og tryghed på deres kurser.

Artiklen blev bragt første gang i Fora Magasinet #1 2024 – på billedet ses fra venstre: Mie, Ulla og Camilla.

Mie Dissing, underviser voksne i tegning og maling på Skolen for Kreativ Fritid i Viborg:

"Jeg tænker rigtig meget på at skabe et læringsrum, hvor deltagerne ikke er bange for, om det de maler, ser grimt eller skævt ud. Det skal være et rum, hvor vi ikke er bange for at lægge vores ting ud på gulvet til sidst og kigge på hinandens billeder. Der skal vi føle, at vi løfter hinanden. Læringsrummet er et sårbart rum, hvor man skal have tryghed i at kunne udfolde sig frit, derfor kritiserer jeg aldrig, men roser det, de har gjort godt. Jeg tror, det er sådan, man bedst kommer videre. Det, jeg gør helt praktisk for at skabe en tryg stemning er, at jeg, når undervisningen begynder, poin terer, at når vi er i lokalet og laver dagens opgaver, taler vi kun sammen om opgaven. Så kan vi tale privat, når vi holder pause. Det gør jeg, fordi nogle af kursisterne virkelig har brug for de her timer som et frirum. De har brug for at blive afkoblet fra arbejde, privatliv eller andet.

Det er vigtigt for mig at give plads til det. Så sender jeg dem hjem med fornyet energi bagefter, fordi de har fået lov til at slippe tankerne helt fri i et par timer hos mig. Nogle er trætte efter en lang arbejdsdag og har brug for at være introverte det første stykke tid. Andre kommer med en masse energi. Alle har lov til at komme som de er. Det er jo deres kursus."

Ulla Kjærsgaard, ansvarlig for Pilates Aalborg og underviser bl.a. i pilates i FOKUS Folkeoplysning:

"Man skal først og fremmest elske mennesker og fællesskab for at undervise; i hvert fald for at undervise i bevægelse. Man skal elske at formidle til mennesker, og at lytte til dem. Også når de har det dårligt. Hvis den person, der står på måtten, ikke kan mærke, at du som underviser vil dem, så lykkes det ikke for dem. Jeg har undervist i bevægelse i 47 år og levet af det i 17 af dem. Jeg ser det som et stort ansvar og privilegium. Når man kommer som elev første gang, kan det store bevægelsesrum virke overvældende, og det kan være sårbart for den enkelte at stille sin sjæl og krop til skue. Derfor tager jeg også kun nye undervisere ind, som selv har prøvet at stå på den anden side, som deltager, og som kender den sårbare proces, det er.

Noget helt konkret, jeg gør, for at skabe en tryg stemning på mine hold, er at gå roligt i gang. Jeg bruger musik, der slår lige omkring 60 slag per minut. Det er nemlig den rytme, som understøtter vores hjerteslag, når det er i ro. Det får typisk deltagerne til at føle, at vi trækker vejret sammen alle sammen, og så skaber det en forbundethed og en tryghed. Jeg kan også godt finde på at gå hen og lægge en hånd på skulderen af en og sige, at de gør det godt. Og så sørger jeg for at udstråle, at de kan stole på, at jeg har styr på det, og at de bare skal følge mig. Det giver tryghed at bevæge sig og trække vejret sammen i et meningsfyldt fællesskab."

Camilla Mehl Ludvigsen, underviser i skulptur og tegning og maleri på Assens billedskole under Verninge Husflid:

"Jeg underviser et hold med 1015årige børn og et andet hold med unge på 1625 år. Når man har med børn at gøre, er det essentielt, at man skaber en tryg stemning, for at de har lyst til at fortsætte. Jeg sludrer en masse med dem, snakker om deres søskende og kæledyr. Ellers kan der hurtigt blive en tung tavshed, hvor de sidder og er bange for, hvem der først siger noget. Og så kan det være grænseoverskridende for børn, især når de bliver lidt ældre, at vise deres inderste jeg gennem deres tegninger.

Når de er små, kommer de og er åbne og nysgerrige og elsker bare at tegne. Men omkring 13års alderen begynder de at blive selvbevidste, og det går op for dem, at nogle måske er bedre end dem. Det kan være svært, og kan hurtigt smitte andre i rummet, hvis nogen føler sig dårligt tilpas. Jeg starter altid på kursets første dag med en lille runde, hvor alle fortæller lidt om sig selv og hvor vi laver navneskilte og gentager hinandens navne. Det er en vigtig ting, for at skabe en fortrolig stemning, at huske hinandens navne. Da jeg begyndte med disse hold, skrev jeg ved hver enkelt tegning, hvem der havde lavet den, men det er jeg stoppet med. Det skal ikke blive en udstilling, og der skal ikke være en stemning af, at vi skal vurdere hinandens ting på den måde. Jeg bruger heller ikke lang tid på at stå og betragte hver tegning, mens de ser på. Vejledningen tager jeg individuelt, når jeg går rundt til dem i løbet af timen."