PORTRÆT: En tankegang, en dyd, en indstilling


Verdensmålsdag, affaldssamling på stranden og overskudsmad. Hos Daghøjskolen Sydvestjylland er bæredygtighed og grøn omstilling ikke blot buzzwords, men centrale elementer, der præger undervisningen og dagligdagen.

Af Molly Depenau Christensen, kommunikationskonsulent og redaktør i Fora – Artiklen blev bragt første gang i Fora Magasinet #4 2024

For Daghøjskolen Sydvestjylland er det vigtigste fokus, at skolens undervisning er til både glæde og gavn. Helge Bech, der er skoleleder, fortæller: “Vi sætter en ære i, at vores elever kommer videre i arbejde, på uddannelse eller udvikler sig personligt. Samtidig bestræber vi os på at tilbyde undervisning, som afspejler det samfund, vi lever i, eller som vi skal rustes til at leve i fremover, og her er bæredygtighed et af de mest aktuelle samfundstemaer.”

Verdensmål og bæredygtighed er ikke bundet til en bestemt undervisningsaktivitet, fortæller Helge; det er mere er en tankegang, en dyd, en indstilling. “Hvis man er bæredygtig, udnytter man det, man har, og undgår for eksempel at bruge ressourcer unødvendigt,” understreger han. Daghøjskolen startede deres arbejde med verdensmål og bæredygtighed for en del år siden med at definere begrebet, så det ikke blev udvandet. Skolen bruger Brundtlandrapportens definition af bæredygtighed, hvori bæredygtighed beskrives som en måde at leve på, sådan at vi kan opfylde vores egne behov tilstrækkeligt, uden at det forringer fremtidige generationers muligheder.

KLIMAVENLIG MAD PÅ SKOLESKEMAET
Daghøjskolen har for omkring fire år siden indført et nyt fag på skoleskemaet, som de kalder Medborgerskab. Det nye fag omfatter, ud over emner som sociale relationer og samfundsansvar, også bæredygtighed. For eksempel besøger eleverne sociale foreninger og uddannelsesinstitutioner, lærer om klimavenlig mad, sundhed og trivsel og bæredygtig forvaltning af ressourcer. I køkkenet lærer de at tilberede sund og klimavenlig mad, typisk overskudsmad leveret af Fødevarebanken, som skolen har haft et samarbejde med siden 2019. “For mange elever er det en øjenåbner at stå og være med i køkkenet, og se med egne øjne, hvordan madspild kan reduceres og ressourcer kan udnyttes på nye måder. Vi mener, at folkeoplysningen har et ansvar for sammenhængskraften i samfundet, og derfor har vi Medborgerskab på skemaet på linje med de traditionelle fag som dansk, engelsk og matematik,” fortæller Helge.

BÆREDYGTIGE PARTNERSKABER
Skolen har flere partnerskaber og samarbejder, der tager udgangspunkt i den grønne omstilling. Det har de både for at styrke skolens bæredygtighedsindsats, men også for at skabe netværk: “For os har det været godt at søge nye partnerskaber om det fælles mål. Det har kun været positivt og inspirerende, og gjort vores arbejde med bæredygtighed nemmere,” forklarer Helge Bech. Nogle af samarbejderne har bestået i enkeltbesøg ved forskellige virksomheder, mens andre samarbejder, har udviklet sig til længerevarende projekter.

Særligt et projekt, “Verdensmålsudfordringer på havnen” som skolen lavede i samarbejde med Verdensmålshuset Genin, har haft stor betydning både for skolens samlede arbejde med og tilgang til bæredygtighed, men også for eleverne, fortæller Helge. Under projektet blev der blandt andet arrangeret en dag med temaet Plastikaffald i havet i samarbejde med Havmiljøvogterne, hvor eleverne tog til stranden nord for Esbjerg og besøgte skulpturen Mennesket ved Havet. Her rensede de hele området for affald, fyldte flere trailere med det, og efterfølgende regnede de i matematikundervisningen ud, hvor mange hundrede kubikmeter havvandsforurening, de havde undgået ved at samle nogle få dunke kemikalier op. Det var skræmmende konkret, forklarer Helge: “Det gav eleverne indblik i plastikforurening og genanvendelse, og gav dem en konkret forståelse af, hvad menneskers indsats egentlig kan betyde for havmiljøet,” fortæller han.

For Lene Friis Møller, der er daglig leder i Verdensmålshuset Genin, passede samarbejdet med daghøjskolen rigtig godt ind i den typecasebaserede undervisning, de laver i Genin. Lene fortæller: “Projektet har været en rigtig god oplevelse. Skolen ønskede aktiviteter med et stærkt praktisk element, hvor eleverne kunne være aktive og få noget mellem hænderne. Projektet har blandt andet resulteret i en øget bevidsthed hos eleverne om verdensmålene og i nye ideer til bæredygtige løsninger. For os i Genin er det afgørende at samarbejde med andre organisationer som Daghøjskolen Sydvestjylland, da det giver os mulighed for at skabe energi og nå ud til en bredere målgruppe med vores budskaber om bæredygtig udvikling.”

Det praktiske element spiller en afgørende rolle i at blive mere bevidst om sin egen rolle i forhold til bæredygtig udvikling, understreger Lene: “Vi tror, at det giver eleverne lyst til at gøre en forskel, når de får den her praktiske forståelse for bæredygtig forandring.” Et andet eksempel på, hvordan eleverne arbejdede praktisk med verdensmålene, er nudging-kampagner (nudging henviser til metoder, hvor man påvirker menneskers adfærd uden tvang eller påbud, red.) som de udviklede i forbindelse med projektet. Lene fortæller: “Eleverne brainstormede på kreative måder at inspirere andre til at sortere affald korrekt. For eksempel lavede de plakater med sjove slogans, eller designede den mest originale affaldsbeholder.”

For Lene er noget af det vigtigste i samarbejde med skoler og uddannelsesinstitutioner netop at gøre problemstillingerne håndgribelige: “Vi oplever, at eleverne finder det spændende at arbejde med en rigtig problemstilling i stedet for blot teori. Samarbejdet med daghøjskolen har bekræftet vigtigheden af at mødes med målgruppen i øjenhøjde og skabe et trygt rum for dialog og erfaringsudveksling.”

FRA HÅB TIL HANDLING
Netop troen på, at ens handlinger gør en forskel, er afgørende for,hvilke initiativer og projekter indenfor det bæredygtige område, som skolen starter op eller deltager i, fortæller Helge. Da Store Bededag i foråret blev afskaffet, erstattede skolen dagen med noget, de valgte at kalde Verdensmålsdagen. Her inviterede de lokale foreninger som Naturfredningsforeningen, Røde Kors, Fredsbevægelsen og flere andre til en netværksdag, hvor de kunne præsentere deres arbejde for hinanden til gensidig inspiration. “Det resulterede i nogle gode snakke, og der blev skabt nye netværk på kryds og tværs af foreninger, som vi efterfølgende har haft glæde af, og som vi forestiller os at gøre brug af i fremtiden,” fortæller Helge. For eksempel fik daghøjskolen et tip via netværket om organisationen Plantet træ, så skolen nu har fået doneret og plantet en hel lille frugtlund i haven. På Verdensmålsdagen var det ligeledes Fødevarebanken, som leverede overskudsmad, der dannede rammen om en fælles brunch for alle deltagere.

Fremtiden for Daghøjskolen Sydvestjyllands bæredygtighedsindsats ser lys ud, fortæller Helge; flere projekter er allerede i støbeskeen. Skolen planlægger at gentage Verdensmålsdagen og har allerede med nogle af de deltagende foreninger lavet en styregruppe, der planlægger næste års Verdensmålsdag. De har planer om at videreudvikle arrangementet med blandt andet at udkåre en “Årets Verdensmålskæmper.”

”Vi har også ideer om flere projekter, der kombinerer undervis ning med opbakning til civilsamfundsaktiviteter. Selvom vi lige har fået afslag på et større projekt om praktikophold i frivillige organisationer, så fortsætter vi med at søge nye muligheder,” fastslår Helge. Skolens helt overordnede mål med den grønne indsatser at inspirere eleverne til at tage aktivt del i samfundet og samtidig give dem redskaberne til at leve bæredygtigt. “Vi håber, at eleverne får lyst til at tage initiativ og gøre noget – at de får lyst til at deltage i fællesskaber, gøre noget godt for andre, tør tro på, at deres handlinger kan have en positiv effekt. Med optimismen og initiativet kommer der også tit bedre trivsel,” slutter Helge Bech. ■

Lene Friis Møller er daglig leder i Verdensmålshuset Genin. Sammen med Daghøjskolen Sydvestjylland udviklede de projektet “Verdensmålsudfordringer på havnen”, hvor skolens elever blandt andet tog til stranden nord for Esbjerg og samlede kemikalier i dunke og fyldte flere trailere med affald. For Genin, som laver casebaseret undervisning om bæredygtighed og grøn omstilling, var samarbejdet oplagt.

Helge Bech, der er skoleleder i Daghøjskolen Sydvestjylland, fortæller, at da Store Bededag blev afskaffet i foråret, valgte højskolen at erstatte dagen med noget, de kaldte “Verdensmålsdagen”. Her inviterede de lokale foreninger som Naturfredningsforeningen, Røde Kors, Fredsbevægelsen og flere til en netværksdag med henblik på gensidig inspiration.

BRUNDTLANDRAPPORTEN
Brundtlandrapporten blev udgivet i 1987 af FN's Verdenskommission for miljø og udvikling, ledet af Norges tidligere statsminister Gro Harlem Brundtland. Rapporten definerede begrebet bæredygtig udvikling som: “udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.” Rapporten satte fokus på at forene økonomisk vækst med miljøhensyn og blev en central rettesnor for global bæredygtig udvikling.

VERDENSMÅLSUDFORDRINGER PÅ HAVNEN
Projektet “Verdensmålsudfordringer på havnen” tog særligt udgangspunkt i Verdensmål 12: “Ansvarligt forbrug” og produktion og Verdensmål 14: “Livet i havet”. Projektet blev støttet af Dansk Folkeoplysnings Samråd. Udover Verdensmålshuset Genin var Havmiljøvogterne samarbejdspartner i projektet. Havmiljøvogterne er mennesker, der har sagt ja til at hjælpe Søværnet med at holde øje med og passe på vores fælles havmiljø, og kan være alt fra sejlere, dykkere, surfere eller bare mennesker, der elsker havet og stranden.

VERDENSMÅLSHUSET GENIN
Verdensmålshuset Genin (Generation Innovation) er en nonprofitorganisation forankret i Esbjerg. Genin arbejder inden for rammerne af FN's Verdensmål, og faciliterer uddannelses- og virksomhedssamarbejder, der skaber fremtidens bæredygtige forandringsagenter. Kerneaktiviteten er casebaseret undervisning, hvor børn og unge finder nye løsninger på autentiske cases fra virksomheder ved hjælp af konkrete ideudviklingsværktøjer.

DAGHØJSKOLEN SYDVESTJYLLAND
Daghøjskolen Sydvestjylland er en nonprofit social økonomisk virksomhed, som tilbyder et udvalg af kurser for alle samt STU-forløb i samarbejde med Sydvestjyske kommuner. Daghøjskolen kræver ingen forudsætninger og beskriver sig selv som “en eksamensfri og stressfri voksenskole, der især laver individuel tilpasset undervisning, men også vægter fællesskabet.” Læs mere om daghøjskolen på dhskolen.skoleporten.dk