CIRKUS BØF: Legende kvalitetstid for fædre og børn
For nogle år siden fik Daniel Walsh en idé efter at være blevet far. Han kunne se, at der manglede et sted at gå hen for nybagte fædre, og at der manglede tilbud om aktiviteter for fædre med deres børn.
Af Henriette Corvinius, sekretær for Foras puljeudvalg – Artiklen blev bragt første gang i Fora Magasinet #1 2024
Efter fødslen af sit andet barn fik Daniel Walsh en fødselsdepression og følte sig alene med følelserne. Han blev rådet af sundhedspersonalet til at finde en psykolog, men i stedet begyndte han sammen med sine børn at lege cirkusartister og lave shownumre. Han fik med legen idéen til Cirkus BØF (BØrn og Fædre): et fysisk frirum, der var fædres domæne sammen med børnene, som også kunne være et fællesskab, hvor fædrene kunne dele følelser, tanker og oplevelser om livet som far.
CIRKUSSET KOMMER TIL AARHUS OG KØBENHAVN
Det lykkedes på bedste vis at få projektet op at stå. Cirkus BØF afvikledes sidste år med projektmidler fra Fora, og der kørte to forløb – et i Fora København og et i FO-Aarhus. I København fandt de lokalerne hos daghøjskolen AFUK (Akademiet for utæmmet kreativitet), der også er medlem af Fora, som stadig har cirkushold for både børn og voksne. Det gik lidt trægt og med at fange deltagernes interesse, indtil Daniel fik idéen til at markedsføre via mødrene, og med dem som indgang, begyndte fædrene at melde sig. Udfordringen i forhold til undervisningen, var at finde undervisere, som både kunne undervise i cirkusdelen og netværksdelen, som deltagerne skulle igennem og som blev efterspurgt. “Men vi fandt frem til nogle stykker, som både var artister og unge, nybagte fædre,” fortæller Inge Lindqvist, skoleleder i Fora København.
UDBYTTET OG FREMTIDEN
Fædrene fik med Cirkus BØF noget sammen med børnene, som var deres intime domæne, og børnene lærte gøgl, håndstand og jonglering, som de var stolte af at kunne, og stolte af at vise frem derhjemme. “Det er sundt for børnene at lære, at man skal øve sig for at blive dygtig. Det var også godt for dem at se far som klovn, både bogstaveligt talt og i de fejl, han laver. At voksne også kan fejle og skal øve sig for at blive gode til noget,” understreger Daniel Walsh. “Jeg fik et voksenfællesskab og nye voksenvenner, som jeg fik et andet fællesskab med end mine gamle venner,” siger han. Netop det fællesskab, han havde manglet, da han fik ideen til Cirkus BØF.
Daniel fortæller, at han har været glad for samarbejdet med folkeoplysningen, som har en administrativ kapacitet, han ikke selv havde for at køre projekterne, og at midlerne fra Foras pulje kunne bruges på det og på projektledelsen. For Daniel bliver næste skridt måske Cirkus BØF på tur til udkantsdanmark, så tilbuddet kan spredes ud. “Eller måske Fædre og badminton eller Fædre og håndbold,” siger han. Også Inge Lindqvist har lyst til at fortsætte, men her går tankerne mere på foredragsrækker for at holde sammen på og fast i målgruppen af fædre på barsel. For der mangler stadig aktiviteter og rum for mænds trivsel.
GODE RÅD TIL DELING
Inge Lindqvists råd til andre Foraforeninger er: Kast jer ud i det, hvis nogen banker på med en god idé. “Selvom både kirker og biblioteker har mange tilbud til mødre og fædre, så kan de ikke tilbyde den samme form for fællesskab omkring deres aktiviteter, som vi kan med et hold og et forløb som Cirkus BØF.” Daniel bakker op: “Der blev skabt et rum for fædrenes trivsel kombineret med en sjov aktivitet for og sammen med børnene. Det får man, når man køber sig ind i et fællesskab og får noget professionel undervisning.”
Daniel føler sig modtaget med åbne arme i både Aarhus og København. “Det dejligt at blive taget seriøst med idéen og ikke mindst, at der var hurtig respons fra ansøgning til svar om tilskuddet fra puljen,” siger Daniel. “På den måde kunne vi komme hurtigt i gang.”
Lad det være en udgangsreplik som inspiration til andre Fora foreninger: Åben døren, hvis der kommer en person forbi med en idé. Start med at lytte, for de kan have noget med, som viser sig at være bæredygtigt og man er fri for selv at finde på nyt. Og hvis man tror på, at idéen holder vand, kan man søge midler fra Fora til at prøve den af og i sidste ende realisere en ny aktivitet måske endda for en ny målgruppe i sin aftenskole. ■
EN GOD START
Den øremærkede barsel for fædre trådte i kraft i eftersommeren 2022 og blev et oplagt startpunkt til at realisere Cirkus BØF. Cirkus BØF kørte som pilotprojekt i Fora-foreningen 1748 i Odense samme efterår og Daniel søgte efterfølgende tilskud fra Foras udviklingspulje til at køre videre i regi af Fora København og FO-Aarhus.
Der var to hold et i alderen 2-4 år og 4-6 år med i alt 20 par fædre og børn. Forløbet i Aarhus var i samarbejde med Cirkus Tværs. Her kørte tre hold, to i samme aldersgruppe som i København, og også en gruppe med børn i alderen 0-2 år. Der var 20-25 deltagere i alt på de tre hold i Aarhus.
Både Inge Lindqvist, der udover at være skoleleder i Fora København, også er det i Fora Hvidovre, Fora Rødovre og FO Gladsaxe, Daniel Walsh og AFUK er interesserede i at fortsætte Cirkus BØF og et netværk for fædrene i en eller anden form.
ET GODT SAMARBEJDE
For Fora København var projektet en god mulighed for dels at nå en ny målgruppe og dels at få nye samarbejdspartnere.
“Daniels idé med at skabe et netværk og et fædre-forum, hvor også svære emner kan drøftes og samtidig være sammen med børnene til sjov for begge parter, var ny. Det var også en ny tanke at lave aktiviteter som udvikler børnenes mod, motorik og giver fælles oplevelser i en mere maskulin form end rytmik og rasleæg. Med en ny idé og målgruppe, var det virkelig godt at have puljemidlerne i ryggen til at have tid og midler til for- og udviklingsarbejdet,” fastslår Inge Lindqvist.