Mange gode idéer i det nye regeringsgrundlag, fortæller Foras formand


Der er mange gode idéer i det nye regeringsgrundlag – idéer som Fora allerede har erfaring med at føre ud i livet og som vi glæder os til at samarbejde om, med den nye regering, fortæller Foras formand, Karen Maigaard.

"Nul gange. Nul gange står der folkeoplysning i det nye regeringsgrundlag. Så skulle man måske tro, at jeg som formand for oplysningsforbundet Fora ville være skuffet. Men det er jeg ikke. For der er faktisk mange gode ting at finde, i den nye regerings grundlag – lige fra at gøre livet lettere for frivillige foreninger, til aktivt at bruge værdisættet fra forslaget om en borgerpligt, til at inddrage unge i "samfundets forpligtende fællesskaber."

Ifølge Regeringen er der nemlig 45.000 unge mennesker, som hverken er under uddannelse eller i arbejde. Dem vil Regeringen gerne gøre noget for, blandt andet med et såkaldt 'kulturpas.' Hos Foras foreninger, har vi allerede gode erfaringer med at skabe tilbud til unge med udfordringer:

Hos FOKUS Folkeoplysning i Aalborg er man i gang med et pilotprojekt, i samarbejde med en række aktører, hvor sårbare unges mentale trivsel forbedres i form af noget så "simpelt" som et keramikforløb. Størstedelen af deltagerne er visiteret gennem Aalborg Kommunes tilbud 'Kulturvitaminer.'

Det er derfor vores klare opfordring, ikke bare fra Fora, men fra alle oplysningsforbundene, at Regeringens forsøg med et kulturpas til de 45.000 udsatte unge, også kan bruges til kulturelle aktiviteter i en bred forstand; ikke kun en tur i teateret.

For Regeringen vil også give ufaglærte bedre muligheder for at uddanne, omskole og opkvalificere sig gennem hele deres arbejdsliv. Og der skal uddannes flere faglærte på erhvervsuddannelserne.

Foras foreninger og aftenskoler byder rige muligheder for at komme i kontakt med håndværksfag af alle mulige typer, der vil kunne gyde en interesse for det taktile arbejde med hænderne. Og vi arbejder allerede med at efteruddanne mennesker igennem hele deres arbejdsliv.

Så kort fortalt er der mange gode idéer i regeringsgrundlaget. Hos Fora har vi allerede erfaringer med at føre mange af idéerne ud i livet, og vi vil glæde os til at dele dem med den nye regering."

– Karen Maigaard, formand for Fora.