Glædelig jul


Fra vores udkigspost i Fora blev 2022 et bedre år for folkeoplysningen, end vi turde håbe for et år siden.

På denne tid for et år siden, gik vi med mundbind, måtte ikke forsamles i større grupper, blev testet, veg tilbage fra håndtryk og kindkys. Vi lærte mange nye udtryk. Alle begyndte at ”kigge ind i” ligesom Søren Brostrøm. Mange af os var bange. Også kursister.

Kultur- og foreningslivet led og mærker stadig eftervirkningerne. Aften- og daghøjskoler havde dog sammen med bibliotekerne særlige vilkår af hensyn til den mentale folkesundhed, og sammen med fællessang i gader og tv-stuer var vi med til at sikre, at folk mødtes. At folk talte sammen. Tænkte sammen. Skabte sammen. Kom lidt ud af hjemmene. Ud blandt andre. Og ind i noget andet end frygten for alt det, en pandemi måske/måske ikke ville føre med sig.
At fællesskaber gør stærkere stod helt skarpt som en uigendrivelig sandhed under corona. Og foreninger og daghøjskoler var med til at øge styrken og modstandskraften i Danmark. Det var en utrolig præstation.

Her knap et år efter at regeringen ophævede restriktionerne i februar, er der grund til pæn optimisme. På fællesskabernes vegne, på foreningslivets vegne, på daghøjskolernes vegne. Optimismen skyldes især Fora’s medlemmers evne til at navigere i uvejr, sætte kursen og nå de rigtige kyster. Ideer, nye kurser og eksperimenterende partnerskaber spirer og gror, så:
Af hjertet tak for 2022. Lykkebringende 2023.

Kærligst fra os alle

På bestyrelsens og sekretariatets vegne

Karen Maigaard, formand og Bernhard Trier Frederiksen, sekretariatsleder.

 

Vil du læse julekortet som pdf, tryk her