Kulturstyrelsen kompenserer aftenskoler for tabt deltagerbetaling
Alle aftenskoler kan nu ansøge om kompensation for den forventede tabte deltagerbetaling i tilknytning til alle kurser og aktiviteter under folkeoplysningsloven i perioden fra 9. marts – 8. juni.
Dækning af tabt deltagerbetaling
Der kan søges om kompensation for op til 90% af den forventede tabte deltagerbetaling, hvilket dækker over.:
- beløb der er tilbagebetalt til kursisterne
- beløb der er gået tabt, fordi kursisten er flyttet til et nyt hold, der afholdes senere
- forventede og budgetterede deltagerbetalinger for planlagte men ikke gennemførte kurser og aktiviteter
Når vi taler om perioden 9. marts – 8. juni, så er det indtægter og udgifter, der knytter sig til de kurser, der var planlagt til afholdelse i denne periode. Det vil sige, at I ikke kan søge om dækning til de kurser og aktiviteter, som I har planlagt til efter den 8. juni, heller ikke selv om I har aflyst dem som konsekvens af COVID-19. I kan heller ikke få dækning for de kurser eller kursusgange, som I har udskudt (med mindre at deltagerbetalingen er tilbagebetalt eller delvist tilbagebetalt.) Vi håber selvfølgelig, at perioden for denne pulje udvides ligesom de øvrige puljer, men indtil videre er grænsen den 8. juni.
I kan kun medregne de udgifter, der knytter sig til de kurser, I har måtte aflyse på grund af COVID-19. Dvs. udgifter til løn, lokaler, kommunikation og markedsføring, administration, mv.
Følger jeres kommune trop?
Puljen handler udelukkende om kompensation for tabt deltagerbetaling. Det er derfor afgørende, at kommunerne følger trop og fastholder udbetalingen af tilskud til kurserne. Vær derfor meget opmærksom på, hvilke meldinger jeres kommune kommer med og hiv fat i sekretariatet, hvis det ser ud til at kommunen vil bremse tilskuddene.
Ansøgningsproceduren
Når I ansøger, sker det på baggrund af et budgetskema. Kulturstyrelsen har lovet hurtig sagsbehandling, 4 – 5 dage (max. 14). På baggrund af budgetskemaet udbetales et aconto beløb på 70 % af den foreløbigt beregnede kompensation på 90 %. Det resterende beløb vil komme til udbetaling på baggrund af en endelig beregning og regnskabsaflæggelse. Revisionskravene til regnskabsaflæggelse er heldigvis til at have med at gøre. For beløb på under 100.000 kr. udtages stikprøvekontrol, og for beløb mellem 100.000 og 500.000 kr. kan regnskabet revideres af en regnskabskyndig person, mens det kun er for beløb over 500.000 kr. at regnskabet skal revideres af en revisor.
I kan læse mere og ansøge på kulturstyrelsens hjemmeside.