COVID19: Indstil alle aktiviteter


Aftenskolen lukker ned. Vi anbefaler, at alle skoler og foreninger med det samme indstiller alle aktiviteter.

Kære foreninger

Som I allerede ved, meddelte statsminister Mette Frederiksen onsdag aften, at myndighederne henstiller til, at alle ikke absolut nødvendige møder og arrangementer omgående stoppes eller udskydes de næste 14 dage. Dette gælder også frivillige foreninger.

I Fora anbefaler vi, at alle skoler og foreninger med det samme indstiller alle aktiviteter: Kurser, foredrag, generalforsamlinger mm.

Vi har allerede sendt en meddelelse ud til alle formænd og skoleledere via mail, har skrevet en meddelelse til jer på Facebookgruppen ”Medlem af Fora” og har oprettet en side til Corona-information på Foras hjemmeside.

Vi vil løbende komme med informationer til jer og ellers er I meget velkomne til at kontakte sekretariatet.

I forhold til kurser i aftenskolen gælder i udgangspunktet den normale varslingsregel på 1 uge. Det vil sige, at skolen kun har pligt til at udbetale løn for undervisning, der aflyses med mindre end en uges varsel. Det er derfor vigtigt, at du hurtigst muligt giver dine undervisere besked – og dernæst deltagerne. 

Da vi selvfølgelig håber, at det blot drejer sig om de udmeldte 14 dage, anbefaler vi, at I i første omgang udskyder undervisningen, hvis I har mulighed for det.

Vi er klar over, at det kan have økonomiske konsekvenser for mange skoler og foreninger. Derfor kigger vi også på mulighederne for at hjælpe økonomisk trængte foreninger. Vi er bl.a. sammen med Dansk Folkeoplysnings Samråd ved at rette henvendelse til Kulturministeriet om hjælpepakker i stil med dem, som erhvervslivet har fået varslet.

Foras medarbejdere står til rådighed telefonisk og på mail, så ring eller skriv endelig, hvis I er i tvivl om noget. Vi følger naturligvis den videre udvikling, og vil holde jer løbende orienteret.

Venlig hilsen
Henriette C. Andersen, foreningskonsulent

OBS Vær opmærksom på, at al kommunikation til daghøjskolerne vil komme fra Daghøjskoleforeningen.


> Læs mere om Foras råd og anbefalinger i forhold til Corona-virus