Sager der samler
Hverdagsaktivisme og demokrati i handling blev sat på dagsordenen, da Poul Natorp fra huset ”Sager der Samler” åbnede ballet til Fleksibel Workshopdag 2018.
Af Laura Nielsen, Projektmedarbejder
I Sager der Samler har de fokus på at lave sociale projekter med og ikke for folk. Denne lille sætning blev hængende i tanker og samtaler dagen igennem både over kaffen og i de forskellige workshops.
Men hvordan gør man noget med og ikke for folk? Sager der Samler gør det ved at undgå rollen som ”service institution”, hvor de skal levere services til passive modtagere. I stedet skal dem der kan få glæde af sagerme, selv være med til at gøre dem til virkelighed. Sager der Samler stiller sig til rådighed som sparringspartner for folk med gode idéer, men ejerskabet for projektet må ikke skifte hænder undervejs. På den måde arbejder de med og ikke for folk. Håbet er, at de dermed kan bevare og styrke handlekraften hos helt almindelige borgere og skabe det, de kalder hverdagsaktivister. ”Resultatet er mod, handlekraft og initiativer der fornyer samfund og demokrati nedefra.”, skriver de på deres hjemmeside.
Det er jo alt sammen meget spændende, men som en opvakt tilhører i salen spurgte Poul: ”Hvordan gør vi mere med og ikke for folk i vores foreninger?”. Hvordan kan man med andre ord oversætte denne inspirerende sætning til noget, der giver mening i folkeoplysningsregi? Det er et spørgsmål, som vi ikke bare må stille til Poul, men som vi også må stille os selv. Er det muligt at tilrettelægge kurser eller debatarrangementer, på en måde hvor kursister og andre frivillige i højere grad er med til at skabe de aktiviteter, de nyder godt af? Prøv at lege med tanken. Der kan være meget at hente for både frivillige og kursister, hvis vi bliver bedre til at løfte i flok.”