Jeres arrangement i NORDIC CRAFT WEEK


Nordic Craft Week er en uge fra den 1. - 8. september 2018, hvor vi fejrer skønhed og traditioner inden for husflid og håndværk i de nordiske lande. I løbet af ugen kan I være med til at dele ideer, inspiration og instruktioner med alle vores nordiske naboer.

Fra den 1. september til den 9. september 2018 er der Nordic Craft Week. En uge, hvor I ude i foreningerne sammen med hele Nordens husflidsorganisationer sætter fokus på det kreative håndværk, og byder folk indenfor for at præsentere, hvad der sker i jeres forening.
 
Men hvordan kan I være med?
• I kan byde folk indenfor til en medlemsaften eller et kursus, I allerede har planlagt i denne uge, hvor udefrakommende kan komme forbi og se og høre, hvad I laver. Det kan være alt fra trædrejning, over filtning til broderi og bolsjer.
 
• Det kan også være en aften, hvor I holder Åbent Hus og udstiller, hvad I har arbejdet med i årets løb.
 
• Det kan være, I vil bidrage til Nordic Craft Week ved at lave en lille sjov video, hvor I viser, hvordan man armstrikker, hvordan man nemt tegner en hånd eller hvordan man snitter en ske.
 
• Det kan også være et foto af en af jeres kursister/medlemmer, der udtaler sig om, hvad der sker hos jer denne uge og de kommende mange uger i jeres forening.
 
Der er næsten ingen grænser. Det skal bare være relateret til håndværk og husflid.
 
Når I har jeres idé, sender I en mail til kursuskonsulent Lotte Helle på lotte@fora.dk, så hjælper hun jer videre. Først og fremmest gælder det ideen.
 
Lotte vil sørge for, at vi får reklameret for jeres arrangement på Facebooksiden Nordic Craft Week. Arrangementet vil så være synligt for alle følgere af siden – heriblandt alle vores nordiske samarbejdspartnere, som er spændte på at se, hvad vi finder på i Danmark. Det er en god måde at få sat fokus på husflidstraditionen i Danmark, på jeres forening og Fora. I skal selv sørge for at markedsføre jeres arrangement lokalt.

Initiativet er et samarbejde mellem de nordiske landes (og Estlands) husflids- og håndværksorganisationer NFACF (Nordic Folk Art and Crafts Federation)

Lad os lave håndværk sammen på den nordiske måde.