Kan man lave højskole i aftenskolen?


Ja, det kan man – en slags i hvert fald. Og det er der flere af vores foreninger, der har stor succes med.

Af Marlene Berth Nielsen, Udviklingskonsulent

I Verninge Husflid på Fyn har de gennem 30 år kørt deres populære Uge 29, der som navnet antyder foregår i uge 29 med undervisning på ca. 15 værksteder på et gammelt Teglværk. Det er tilrettelagt som kurser med fire timers undervisning dagligt. Der vælges ét værksted for hele ugen, så man har tid til fordybelse og tid til at tilegne sig færdigheder i de enkelte fag. Mange deltagere vælger ofte at arbejde videre ud over de fire timer. Og faktisk er det sådan, at også underviserne ofte bliver hængende, fortæller formand Karen Elise Pedersen.

Der er et stort engagement hos både undervisere og deltagere, og deltagerne, der kommer fra hele landet, kommer tilbage år efter år. ”Faktisk kan vi se, at de unge mennesker sætter hinanden stævne næste år igen. Det er ret fint at mærke, at de prioriterer at holde sommerferie her og sammen”, fortæller Karen Elise.

Ud over undervisningen og den faglige fordybelse prioriteres der fællesskabs-aktiviteter, der får det til at minde om en højskole. De har morgensamling/sang, fællesaften med spisning og underholdning, udstilling, fælles afslutning med sang.

Der er mulighed for overnatning på primitiv teltplads. Der er adgang til bad og toilet og mulighed for strøm.

Karen Elise anbefaler, at man som bestyrelse skal være enige om at løfte opgave, da forberedelsen og afholdelsen er en stor opgave. Til gengæld er det så engagerende at være med. ”Og så er det selvfølgelig vigtigt at finde gode egnede lokaler, der godt kan være primitive, men med plads til både værksteder og sociale og fællesskabet,” slutter hun.

Selv om vi kun lige er i starten af året, og det stadig er mørkt og koldt, så er det en god idé at tænke på sommerplanerne i foreningen. Hvad skal der ske i foreningen, når den sædvanlige sæson slutter allerede omkring påske. Måske skal I lave en slags højskole?

Karen Elise fortalte om Verninge Husflids Uge 29 på Fleksibel workshopdag den 14. jan. 2018.
Få flere gode råd ved at kontakte Karen Elise Pedersen.

Du kan også henvende dig til Marlene Berth Nielsen, der kan sætte dig i kontakt med andre foreninger, der også laver højskolelignende sommeruger.