Prøver man at nå alle, når man ingen


Det er fristende, at prøve på at nå ud til alle med sin kommunikation. Men når vi prøver at nå alle, når vi sandsynligvis ingen. Derfor er det en god idé at målrette kommunikationen.

Prøver man at nå alle, når man ingen

Hvordan bliver vi mere synlige over for dem, vi ikke i dag har fat i? Hvordan får vi fat i nye målgrupper? Det er to centrale spørgsmål, som vi ofte møder, når vi taler om udfordringer og kommunikation med foreningerne. En vigtig del af svaret på disse spørgsmål er, at vi skal målrette kommunikationen. For hvis vi prøver at nå alle med vores kommunikation, når vi højest sandsynligt ingen. Vi er nødt til at være skarpe i vores beskrivelse både af den målgruppe, vi har i dag, og af de målgrupper, vi gerne vil have fat i. Ellers er der ringe chancer for, at ens kommunikation rammer plet.

Folkeoplysningen er for alle – og skal være for alle! Det afspejler sig også i svarene, når skolelederne på dette års skoleledertræf, bliver spurgt, hvem foreningens aktiviteter henvender sig til. Her svares over en bred kam ALLE. Alle der er interesseret, alle der vil, alle mænd og kvinder osv. Nogle skærper besvarelsen en smule: vi har fortrinsvis fat i kvinder 50+ eller ældre mænd og kvinder. Men selv om vi gerne vil være for alle og have fat i alle, kan vi ikke kommunikere til alle på én gang. Der er simpelthen forskel på at ”tale til” Birgitte og Susanne på 45 år. Selvom de er kvinder og jævnaldrende, er der stadig stor forskel på, hvordan man skal kommunikere til dem, hvis Birgitte går højt op i sin karriere, og Susanne går højt op i sine børn og fællesskabet hjemme på vejen.

 

Slå på det, din målgruppe går op i

Et eksempel kunne være, hvis jeg skulle investere i en ny bil. En bilreklame der siger noget om høj acceleration, speed, teknik og individualitet, ville slet ikke tale til mig. Jeg er kvinde og mor. Jeg skal kunne transportere mit barn. Jeg forsøger at være miljøbevist, og er klart økonomibevidst, når det kommer til at bruge penge på bil. For at sælge en bil til mig, er det andre ting, bilreklamen skal slå på. Der skal måske stå noget om, at den er praktisk, har høj sikkerhed, kører langt på literen, og at den (vigtigst af alt) er let at parkere!

Nøjagtig det samme gør sig gældende, når vi skal tiltrække deltagere til vores kurser og aktiviteter, eller sælge kurser til vores kunder, om man vil. Vi kan ikke sælge alle vores kurser til alle på samme måde. Vi bliver nødt til at forestille os, hvem vi vil sælge de forskellige kurser til, og forsøge på bedste vis at lave en kursusbeskrivelse, der vækker målgruppens interesse. Men hvordan gør man det?

 

Værktøjer hjælper på vej

Det er en svær øvelse! Men der findes forskellige værktøjer til at hjælpe os på vej. Et af dem blev præsenteret af kommunikationsbureauet SIVIL på årets skoleledertræf. Den hedder Minerva-modellen, og inddeler mennesker i 5 typer – kaldet segmenter. Når I ser beskrivelsen af de forskellige segmenter, kan I godt se og mærke forskel på, hvad der vil tiltrække de forskellige målgrupper, hvis I fx vil sælge et sy-kursus. Nogle vil tiltrækkes af, at du kan lave individuelt og unikt tøj til lige præcis deres stil. Så skal sy-kursets overskrift måske hedde noget med: ”Sy din egen unikke lille sorte”.

Andre vil tiltrækkes af, at man kan lære at sy bæredygtigt tøj, ændre sit tøj, sy nyt af gammelt, genbrug osv. Der kunne overskriften hedde: ”Den bæredygtige lille sorte”. I begge tilfælde vækkes der nok andre billeder, end når vi blot kalder sy-kurset for sy-kursus. Prøv at vælge 1-2 af jeres kurser ud og se på hvilket segment, I gerne vil sælge kurset til. Og prøv så at lave en kursustekst, der taler til den type.


VIL DU VIDE MERE:

Souschef og udviklingskonsulent

Marlene Berth Nielsen
E-mail: marlene@fora.dk
Direkte telefon: 36 93 26 27