Først og fremmest: Velkommen
På Nørrebro i København ligger der en daghøjskole for kvinder med etnisk minoritetsbaggrund. Her er der fokus på den læring, der foregår på skolen, men der er i høj grad også fokus på den livslange læring.
Tekst af Louise Albers, kommunikationskonsulent i Fora. Foto af Laura Nielsen, projektmedarbejder i Fora (oprindeligt bragt i Fora Magasinet #2 2018. Her i forkortet version).
Daghøjskolen for indvandrerkvinder ligger i en baggård på Nørrebro i Købehavn. Det er en lun junidag, og klokken er 9.30, da Fora Magasinets to udsendte træder ind i den gamle, gule bygning. Vi skal helt op på fjerde sal, hvor vi allerede, før vi går gennem døren til Daghøjskolen, kan høre glade stemmer derindefra. Daghøjskolen på Nørrebro har eksisteret siden 1986. Det har været den samme målgruppe altid: Kvinder med anden etnisk baggrund end dansk.
”Dengang vi startede, kaldte vi det indvandrerkvinder, og det dækkede sådan set over både indvandrerer og flygtningekvinder, men vi tænkte dengang, at efter et stykke tid, så er man jo ikke flygtning længere, så er man jo også indvandrer, så det var derfor vi valgte navnet ”Daghøjskolen for indvandrerkvinder”, og vi har diskuteret mange gange siden, om det skulle ændres, men vi hedder stadig det samme,” fortæller Lone Yolal. Hanne og Lone var begge frivillige i indvandrerkvindecentret, som havde fået nogle lokaler stillet til rådighed af Københavns Kommune. Lone og Hanne gik med et ønske om at starte en daghøjskole for indvandrerkvinder, så Hanne søgte penge, og så var de i gang.
”Vi startede ud med nogle meget, meget faldefærdige lokaler, vores penge og ingen elever. Det var en sjov tid, men vi vidste ikke, hvor kvinderne skulle komme fra, eller hvordan de skulle finde os. Men vi var ret sikre på, at det var det rigtige at gøre. Der havde nemlig været en kvindekonference, som Hanne havde været med til, og der lærte vi, at indvandrerkvinder i Danmark gerne ville gå mere i skole; de ville gerne tage imod børnepasningstilbud; og de ville gerne lære andet end dansk sprog. Vi var inspirerede af højskoler, men vi kunne godt se, at der var ikke nogen af de kvinder i vores målgruppe, der kunne rive et halvt år ud af kalenderen for at tage på højskole. Så derfor ville vi lave noget, der lignede en højskole. Bare om dagen,” fortæller Lone.
Kvinder med ressourcer
”Vi har daghøjskoleforløbet, og så tilbyder vi også FVU (forberedende voksenundervisning, red.). Vi har omkring 32 elever på daghøjskolen i det her semester, og så har vi rigtig mange på FVU i dansk eller matematik. Det er lidt forskelligt, om de tager begge fag eller kun det ene. Det kommer meget an på, hvad de har af mål, og hvor de er på vej hen. Lige nu har vi en del, der sigter efter videre uddannelse, og derfor har brug for FVU hos os,” fortæller forstanderen.
Ifølge Lone og Hanne er det kvinder med ressourcer, der går på daghøjskolen.
”I samfundsdebatten i dag, så bliver der meget tit stillet lighedstegn mellem ikke at tale dansk og manglende ressourcer, og det er efter vores bedste overbevisning en fejlfortolkning, for man kan sagtens være ressourcefuld, men ikke vide hvordan man bedst får brugt de ressourcer i et fremmed land. Og det er noget af det, vi kan hjælpe med her: At de finder frem til det,” understreger Lone.
Stemningen der giver lyst til at blive
”Men historien med den iranske kvinde er faktisk meget sjov, for hun havde været rundt og se på stort set al den undervisning, der var i København, og kommer så herop til fjerde sal, så Hanne og jeg havde noget rigtig flot malertøj på, og vi havde ikke nogen møbler, for det havde vi ikke råd til at købe. Så hun fik serveret the på to flyttekasser og sad på en mælkekasse. Og hun kom altså fra Teheran fra et 700 m2 hus eller noget i den stil, havde aldrig passet sine egne børn, havde haft tjenestefolk til alt, og så sad hun pludselig der på en mælkekasse og drak the med en papkasse som sofabord, og så ville hun gerne gå i skole hos os. Hendes socialrådgiver havde spurgt hende hele vejen ned ad trappen, hvorfor hun ville gå netop der, efter at de havde besøgt alle mulige andre skoler. Men kvinden kunne mærke, at der var godt hos os. Så det har lidt været vores ledestjerne lige siden. Det med, at det måske ikke har så meget at sige, om man lige har de rigtige møbler, men mere om man kan skabe en særlig stemning. Det er vigtigt for os”, siger Lone og smiler.
På daghøjskolen stræber de altid efter at være anerkendende, og det ses både i kommunikationen på deres hjemmeside, i deres foldere, og i den måde, der bliver talt på i daghøjskolen.
”Vi prøver altid at være anerkendende. Anderkendende på den måde at enhver kvinde, der kommer ind ad vores dør, er unik, og vi øver os virkelig i ikke at falde ned i den gryde, der hedder ”det har jeg set før” eller ”den historie kender jeg godt”. Hver person, der kommer her, har lov til at fortælle sin egen historie, og at det ikke er os, der skal dømme, om den er rigtig eller forkert, eller om den kunne have været anderledes. Men vi lytter og vi hører på, hvad der fortælles, fortæller Lone”.
På daghøjskolen har de også meget fokus på tålmodighed og omsorg for de kvinder, der går der.
”Vi øver os rigtig meget i at være tålmodige og omsorgsfulde, og så har vi også en rimelig dosis bekymring for vores kvinder. Hvis der er nogle problemstillinger, der bliver bragt op, hjælper vi med at finde en løsning: Så meget omsorg, meget kærlighed og meget rum til at have lov til at være sig selv. De kvinder, vi har her, er ”booket” hele tiden. Når de kommer ind ad døren, kommer de med en meget høj stressfaktor. Ikke kun fra hjemmet, men også fra jobcenteret. Det er vores primære opgave at bringe ro på og finde ud af, hvad det er, kvinden har af drømme, og så forsøger vi langsomt at få stykket en handlingsplan sammen ud fra det,” fortæller Lone.
Den livslange læring
Daghøjskolen samarbejder med mange andre forskellige lokale organisationer, foreninger, teatre og institutioner for at kunne tilbyde kvinderne den bedste hjælp og tilbud. Daghøjskolen bruger i høj grad kulturelle tilbud for at udvide kvindernes horisont.
”Vi gør meget ud af at komme ud af huset og deltage i arrangementer, for vi har jo kvinder her som aldrig har været i teatret, i biografen eller har set en kunstudstilling før. Det er et vigtigt kulturmøde, og det er sundt for vores kvinder at komme ud. For eksempel ved et arrangementet i Huset (Huset i Magstræde er et kulturhus i København, red.), der handlede om ældre kvinder, hørte vi blandt andet om en kvinde, at da hun var gået på pension som læge, havde hun taget sig en fotografuddannelse, og havde så lige lavet en fotobog om ældre kvinder og deres betydning for samfundet. Det er sundt for vores kvinder at komme ud og høre, at livet ikke stopper, når man bliver ældre. Det bliver ved og ved. Så det med den livslange læring, som jo er en af vores grundpiller, er rigtig vigtig at se, høre og opleve i praksis. Det er nemlig aldrig for sent at starte på noget. Det er aldrig for sent at gå i gang med en uddannelse, og når man så kommer ud og ser, at det er der faktisk nogen, der gør, så er det en helt ny bevidsthed, man får. Den livslange læring er vigtig, fordi mennesker udvikler sig hele livet. Vi gør også en del ud af at forklare, hvad forskellen på formel og uformel læring er, og hvordan man kan bruge begge dele i sit liv,” fortæller Lone.
Vores besøg på daghøjskolen på Nørrebro er forbi. På vores vej ud af kontoret rækker Lone os en folder, som gives til nye elever, når de starter. På første side står der:
”Først og fremmest: Velkommen!”.