Tal bestyrelsesarbejdet op


Selvom en forening er fuld af aktive og glade deltagere, kan det til tider være svært at finde folk, som vil gå ind i bestyrelsesarbejdet. Udviklingskonsulent og souschef i Fora Marlene Berth Nielsen fortæller her, hvordan man kan gribe udfordringen an.

 

At finde nye bestyrelsesmedlemmer

Forleden fik jeg et spørgsmål fra en af Foras aktive foreninger: Må vores lønnede skoleleder blive en del af bestyrelsen? De spurgte, fordi de har et bestyrelsesmedlem, der stopper og samtidig oplever de, at det er svært at finde folk, der har lyst til at tage en tørn i bestyrelsen. Det er jo en velkendt problemstilling i flere foreninger, men vi fraråder at gøre skolelederen til bestyrelsesmedlem. Det kan give problemer i forhold til de formelle roller, da bestyrelsen formelt set er arbejdsgiver, og skolelederen formelt set er ansat. Men foreningens henvendelse gav mig inspiration til at tænke lidt over, hvad man som forening kan gøre, når man har en livlig forening, men alligevel har svært ved at få nye bestyrelsesmedlemmer.

 

Aktiv forening – men hvem vil sidde i bestyrelsen?

Jeg undrede mig egentlig lidt over problemstillingen, for foreningen er vældig aktiv, og har gang i en spændende udvikling. Et sted hvor det må være spændende at være bestyrelsesmedlem, tænkte jeg. Men formanden synes, at folk har en tendens til at tro, at det er en hyggeklub. Hvis folk også har sådan en opfattelse i jeres forening, kan det være en god idé at overveje, om I fortæller nok om jeres resultater, ambitioner og drømme.

 

Synliggør bestyrelsens arbejde og drømme

Sæt fokus på, at det er seriøst arbejde i bestyrelserne, på at I faktisk opnår en del med foreningen, på den forskel I gør for mennesker, der kommer hos jer og på, at I er nogle i bestyrelsen, der gerne vil endnu mere. Og til det har I har brug for nye driftige folk til at hjælpe jer. Efter sådan en tale, tror jeg, flere vil være nysgerrige på at blive en del af en bestyrelse.

 

Fortæl den gode historie

Det er ikke første gang, jeg støder på en forening, der ikke får fortalt de gode historier om det at sidde i bestyrelsen, de gode historier om foreningen og de gode historier om alle de planer, bestyrelsen har for fremtiden. Fortæl ikke, hvorfor du holder op, og at du nu trænger til en pause, fordi du har været med i mange år. Fortæl i stedet, hvorfor du har været med i så mange år. Hvad har det givet dig? Hvorfor har det været sjovt? For det er jo det, der tænder gnisten i andre.

 

Tiltræk nye bestyrelsesmedlemmer

Når I skal finde nye bestyrelsesmedlemmer, anbefaler vi i Fora, at I er super gode til at fortælle:

  1. Hvad er det for en forening, man bliver en del af?
    Fortæl om de aktiviteter, værdier og drømme som jeres forening er optaget af.

  2. Hvad arbejder I med?
    Hvad er det for opgaver, man skal være med til at løse? Det er vigtigt at få signaleret, at der er opgaver til alle og at få afmystificeret arbejdet. Alle kan være med!

  3. Hvad er jeres ambitioner?
    Det er motiverende for folk at fornemme, at man bliver en del af et fællesskab, der vil noget, og at de skal være med til at gøre en forskel. Fortæl derfor, hvor I gerne vil være om fx 3-5 år, eller om I har nogle særlige udfordringer eller temaer, som I arbejder med.

  4. Hvad gør jeres bestyrelse til et sted, det er fedt og spændende at bruge sin fritid?
    De fleste mennesker har meget andet at tage sig til end at være frivillige i en forening. De kunne gå tur med deres hund, være sammen med familie og venner, se TV osv. Derfor er det vigtigt, at I beskriver, hvorfor deres tid er godt givet ud i jeres bestyrelse.

 

Svarene på spørgsmålene skal ikke være lange udredninger. Formuler det kort oppe i hovedet, så I ved, hvad I skal sige til den person, I spørger. Og fortæl det gerne i små historier på Facebook, fx som små udtalelser fra bestyrelsesmedlemmerne. Fortæl det også på hjemmesiden, og hvor I ellers kan komme til det. Jo flere gange og steder I fortæller det, jo større er chancen for, at budskabet når frem til dem, som kunne have interesse i at være med i jeres bestyrelse.

Og husk at du altid kan finde inspiration til at komme godt i gang med at rekruttere frivillige på Foras hjemmeside, fx med hjælp fra dette værktøj.

 

Artiklen er en del af serien om rekruttering og generationsskifte. Læs de andre artikler her:


VIL DU VIDE MERE:

Souschef og udviklingskonsulent

Marlene Berth Nielsen
E-mail: marlene@fora.dk
Direkte telefon: 36 93 26 27