De problemer, vi slås med i dag, er et resultat af de løsninger, vi troede på i går

Steen Hildebrandt er Ph.D. og professor ved Aarhus Universitet og i hans oplæg fortalte han om, hvordan verdensmålene også handler om dig og mig.

”Hvis vi der nu arbejder med folkeoplysning i takt med tiden, som modne mennesker arbejder med verdensmålene som verdenstema, er der rigtig meget håb (…) jeg hører til dem, der mener, at når vi taler om verdensmålene, så bliver vi også nødt til at tale om alvoren. Det kan nemt blive tungt at lytte på, fordi det antager dommedagskarakter (…) men situationen er meget alvorstung [men også] fyldt med muligheder. Skal der ske noget med [de] muligheder, forudsætter det, at vi alle sammen gør noget. At vi tager en tørn.

Med de ord gik Steen Hildebrandt videre til at beskrive, hvorfor det folkelige er vigtigt, når vi taler om verdensmålene:

”Verdensmålene er globale mål, og det kræver, at vi tænker nyt, for vi er ikke vant til at tale om globale målsætninger [i nære forhold]. Vi er ikke vænnet til at være i en situation, hvor vi taler om konkrete mål for udvikling af hele verden. Det kræver et nyt mindset og verdenssyn. Et nyt syn på mig og på verden. Der har det folkeoplysende en stor mission (…) vi har et medansvar i forhold til alle andre mennesker på kloden. Udtrykket ”leave no one behind” ligger i klar forlængelse af menneskerettighedserklæringen december 1948, hvori det siges, at alle mennesker fødes ens eller lige i forhold til rettigheder og værdighed. Det er vi ikke færdige med. Vi er ikke ligeværdige endnu. Derfor hedder den store værdierklæring ovenover alle Verdensmålene ”Leave no one behind”.

Interessen for verdenmålene gror nedefra
Ifølge Steen Hildebrandt er landspolitikerne de mest tavse i forhold til verdensmålene, men det tror han, vil ændres, fordi der mange steder i foreninger, organisationer og i kommuner arbejdes med verdensmålene og fordi interessen allerede er der.

”Det er mens, vi har levet, at der har været den voldsomme udvikling, der gør, at vi står i den situation, vi står i i dag. En udvikling, som vi ikke har opfattet som så vild, som den var, fordi vi var en del af den. Så hurtigt kan det ikke gå, så meget kan der ikke ske. Det betyder, at der er sket for meget for hurtigt, og det er det, der skaber den negative og problematiske side, der skaber den udvikling, der gør, at vi skal til at leve på nye måder. Det er det, Verdensmålene handler om. Skeen skal over i den anden hånd. Der er et gammelt Einstein-citat, ”todays problems come from yesterdays solutions. De problemer, vi slås med i dag, er et resultat af de løsninger, vi troede på i går. Vi skal tænke nyt, men hvad vil det sige? Vi kan ikke læse den suppedas eller indfri de store potentialer, der ligger forude med de tænkninger, vi har drønet afsted ud fra de sidste 50 år. Vi skal tale om og betragte verden på nye måder," sagde Steen Hildebrandt.

Man skal ikke redde hele verden - men tage medansvar
Vi har fået slået kloden ud af kurs, så kloden ikke længere kan klare sig, uden at vi mennesker ændrer adfærd, og hertil skal vi bruge verdensmålene.

"Budskabet er: hvis I vil arbejde med at tage et medansvar, nu hvor der er et behov for det, efter vi har lavet så mange akkumulerende skader på kloden, så er Verdensmålene svaret. FN kan ikke gøre mere, for de kan ikke diktere, hvad det enkelte land skal gøre. [Verdensmålene] er vores mål, og det er os, der bestemmer, om de skal tages alvorligt. De kan betragtes som en katalysator. Og det er sådan, I bruger dem, når I har Verdensmålene med på jeres landsmøde. I tager dem alvorligt. Vi kan ikke redde hele verden, men det er der vel heller ikke ret mange, der taler om, at vi skal. Vi taler om at tage medansvar, og det er noget andet. Der skal vi have systemisk tænkning ind på banen. Når man ser kloden ude fra verdensrummet, så ser det ud som om det hele hænger sammen. Som om alt er forbundet. Det er det, Verdensmålene handler om. Er det sandt, at jeg betyder noget for kloden? Er det sandt, at det enkelte barn, den enkelte skole i Svendborg betyder noget for helheden? Det spørgsmål mener jeg, der er et klart svar på: Det er ”ja”. Det, jeg gør, er så lidt i forhold til, hvad den halvanden milliard i Kina gør, så jeg er ligeglad. Den holdning skal vi arbejde med i folkeoplysningen. Jeg betyder ikke alverden. Nej, men jeg betyder selvfølgelig noget for helheden. Det hele hænger sammen. Vi kan være med til at påvirke hele verden. 

Med de ord sluttede Steen Hildebrandt sit oplæg om verdensmålene.