Rettidig omhu - i byplanlægning som på verdensplan


Landsformandens julehilsen til Foras medlemmer

Her til morgen i decembermørket kørte jeg til syn med min bil. Den er 12 år gammel, og skal vel egentlig udskiftes? Men dels kender jeg den, og dels er der vel ingen grund til at kassere, hvad der kan repareres. For to år siden kostede det mig 25.000 kr. Der var åbenbart meget galt. I år fik jeg autoværkstedet til at tjekke bilen inden synet, og den blev godkendt. Men så her til morgen blev den kasseret, fordi højre blinklys havde mistet farven! Suk. På den igen. Til værkstedet igen. En reparation for 26,83 kr. inkl. moms. Det var da til at overse – og så blev den godkendt!

På min vej gennem byen kørte jeg langs den nye letbane i Odense. Hele byomdannelsen er besluttet for mere end fem år siden. Jeg blev inviteret med i arbejdsgrupperne dengang, og synes, jeg har haft stor indflydelse. Der blev lyttet og justeret fra det ene møde til det andet, og endeligt besluttede et enigt byråd, hvordan fremtidens Odense skulle se ud. Siden sprang Venstre i målet, men det er jo set før, at et parti har ændret standpunkt. I hvert fald fryder jeg mig hver dag på min tur gennem byen over de ændringer, der er undervejs. Der går endnu et par år, så er vi færdige.

På disse ture møder jeg mange mennesker med mange forskellige meninger om omdannelsen og fremtiden. Sådan vil det være i et demokrati. Vi skal turde tage snakken med hinanden, deltage aktivt i planlægning og debatter. Også som almindelige Foramedlemmer. Tag del og tag ansvar helt lokalt, hvor du er. Nu taler vi om borgerting i forbindelse med den ny klimalov. Vi ved ikke, hvordan det konkret bliver udformet, men også her kan vi øve indflydelse, hvis vi vil.

I styrelsen gik vi foran og satte FN’s Verdensmål på dagsordenen både til landsmødet og til fyraftensmøderne i 2019. Folkemødet på Bornholm havde samme agenda. Af og til skal ikke bare bilen synes, men hele vores folkeoplysningstradition. Må 2020 blive året, hvor det sker! Jeg tror, vi har politisk bevågenhed. Glæder mig til følgeskabet.

Glædelig jul og godt nytår!

Karen Maigaard
Landsformand