Kom godt igang med Instagram
Det kan være en god investering at lave en Instagram-profil. Instagram er et medie med fokus på billeder og korte billedtekster, der giver din forening mulighed for at dele de flotte og kreative ting I laver med omverdenen og samtidig få flere til at lægge mærke til jeres forening.
Af Molly Depenau Christensen, kommunikationskonsulent i Fora
I forrige nummer af Fora Magasinet kunne man læse om betydningen af gode billeder. Billeder skaber en stemning, gør folk nysgerrige og er med til at give et indtryk af jer som forening. Instagram er det største medie med fokus på billeder, og der er mange gode grunde til at give sig i kast med at opbygge en profil lige nu: De fleste af os bruger mere tid hjemme foran skærmen grundet nedlukningen, og samtidig ser vi en opblomstring af profiler på Instagram, der fokuserer på forskellige former for husflid og kreative håndværk. De faktorer kan I udnytte til at sprede ordet om jeres forening, holde fast i folks interesse og måske lokke nogle unge til jeres kurser, når landet åbner op igen. Vi har samlet syv gode råd til dig, der har lyst til at prøve kræfter med en Instagram-profil eller som gerne vil forbedre den, du allerede har.
1. Find et fokus
De profiler, der har flest følgere på Instagram, holder sig til et eller få koncepter. Det skal være tydeligt, hvad I vil og hvad I brænder for, og her er I allerede hjulpet godt på vej med det kreative håndværk. Dét er jeres fokus. Det gør ikke noget, at I viser flere forskellige håndværk og kurser frem, bare I vælger en stil at gøre det i, så der er en rød tråd i profilen. Sørg for at vælge både et profilnavn, der tydeligt udtrykker, hvad profilen handler om og et profilbillede og profiltekst, der understøtter det.
2. Fokuser på håndværket
Det kan umiddelbart virke oplagt at inkorporere din forenings navn i dit profilnavn, hvis det er den, du ønsker at skabe opmærksomhed omkring. Problemet med det kan dog være, at det vil skære mange potentielle følgere fra, som vil gå væk fra din profil, når de ser, at foreningen eksempelvis ligger langt fra, hvor de bor. Derfor er det taktisk smartere at få det I kan og brænder for frem i navnet. Er jeres forening fokuseret på et enkelt håndværk, kan I tage det med i navnet, for eksempel “Strikdigglad” frem for “Strikkeforeningensvendborg”. Udbyder I derimod flere, forskelligartede kurser, så vælg mere overordnede termer i navnet, som stadig passer på jer, for eksempel “Kreativitetogfaellesskab”. Foreningen kan I skrive om i profil-teksten i stedet.
3. Slå ind på noget aktuelt
Personen bag den hæklede Bernie Sanders-dukke fik lynhurtigt mange tusinde likes på sit billede på Instagram. En stor del af grunden er, at han var hurtig til at udnytte den popularitet, billedet af Bernie Sanders havde fået.
Det sker ofte, at en aktuel begivenhed eller sag rammer en nerve eller noget i os, som får den til at florere vildt på internettet. Det kan være noget, som har fået folk til at grine, eller som har chokeret eller rørt folk. De taktisk smarte vil bruge en begivenhed eller sag, som er i vælten, som krog til at gøre reklame for foreningens håndværk. Et godt, nyligt eksempel er et pressefoto fra behørig afstand af den amerikanske politiker Bernie Sanders, hvor han sidder med sine hæklede vanter og benene over kors under præsident Joe Bidens edsaflæggelse. Billedet af Sanders med vanterne er blevet delt og kommenteret verden over. Efterfølgende delte DR strikkeopskriften på Sanders’ vanter, og hæklekyndige på Instagram hæklede en Sanders-dukke iklædt det samme tøj og vanter som Sanders havde på ved edsaflæggelsen.
4. Kvalitet og belysning
Brug kun billeder i god kvalitet. Det er helt fint med billeder fra din telefon, men vær opmærksom på at holde kameraet stille, så det bliver så skarpt som muligt og tag altid billederne i dagslys – det giver det flotteste resultat frem for billeder taget i aftenlys eller med blitz.
5. Tænk æstetisk og kreativt
Tænk på smukke eller sjove måder at vise dine kreationer frem. Placér dit broderi eller din træfigur ved siden af en frisk buket blomster eller få dit barnebarn til at holde den hæklede bamse, du har lavet til hende og tag et billede af hendes hænder, der holder den frem. På billedet ses et eksempel på, at det ikke behøver være svært at tage et smukt billede. Placer genstanden, du vil tage et billede af, på et flot eller unikt møbel eller foran en væg med en flot farve.
6. Engager med billedtekst
Instagram sætter billedet i højsædet, men derfor er det stadig vigtigt med en spændende og engagerende billedtekst. Fokuser på at gøre den relativt kort og brug den til at engagere dem, der følger med. Stil for eksempel et spørgsmål, som lægger op til, at de svarer med en kommentar. Det kunne være: “Hvad er det seneste, du har strikket, som du blev rigtig glad for?”
7. Brug historie-funktion
Udover opslag, kan det være en god idé at bruge Instagrams historie-funktion en gang imellem. Historie-funktionen adskiller sig fra opslag, fordi det kun er tilgængeligt for dine følgere i 24 timer. Funktionen er en slags reminder til følgere om din profils eksistens, og får dine følgere til at huske at gå ind og tjekke dine seneste opslag. Mens opslag fungerer godt til at vise billeder af de ting, du har lavet, er historier en fin måde at tage følgerne med “bagom” scenen. Fortæl om et projekt, du er i gang med, eller vis, hvor du sidder og arbejder. Historie-funktionen giver både mulighed for at uploade en video eller et billede, og er et godt supplement til opslag.
Den ultra-populære strikdesigner Lærke Bagger har 113.000 følgere på Instagram. Udover sine finurlige sweatre, deler hun også hyggelige og sjove billeder som blandt andet dette af sin datter og sig selv i en af hendes sjove strikkjoler.
KURSUS I INSTAGRAM
Inden længe udbyder Fora nogle kurser i Instagram, som vi håber, du har lyst til at deltage i. Du kan blandt andet lære billedmediets basale værktøjer at kende og blive klogere på, hvad der skal til for at lave en profil, som skiller sig ud fra mængden.
Coverbillede: <a href='https://www.freepik.com/vectors/logo'>Logo vector created by eightonesix - www.freepik.com</a>