Fra mæh til mere


Uld høster toppoint på bæredygtighed. Uld er nemlig en af de tekstiler i gruppe med viscose og bomuld, der udleder mindst CO2 under produktion.

54-80 pct. af de brugte tekstiler i de nordiske lande bliver smidt ud. Det gør de blandt andet, fordi de ikke kan genanvendes. Derfor er der behov for mere genanvendelse og bevidst valg af de rette tekstiler. 

Uld er et dejligt materiale til tøjfremstilling, fordi tøj lavet af uld ikke krøller, fordi det er smudsafvisende, det kan holde vores kroppe varme i kulde og kølige i varme. Tøj lavet af uld fungerer. Hvis man vælger et kunstigt fremstillet uldlignende produkt, kræver nylonfremstilling mere end 5 gange mere energi, akryl 3,8 gange mere, og polyester 2,7 gange mere energi, end det tager at producere en tilsvarende masse af uld. Det er nemt at arbejde med, det kan se ud på mange måder, det holder sig godt og anses generelt for kvalitet. Den største miljøbelastning ligger hos forbrugeren - faktisk omkring 40 pct. af belastningen fra et produkt ligger hos forbrugeren på grund af vask og lignende. Og derfor scorer uld højt, når man vurderer dets livscyklus; det skal nemlig ikke vaskes. Uld er i store træk selvrensende, og har derfor kun brug for pletfjerning. Efter brug skal det bare hænges ud ad vinduet eller et andet sted, så fibrene selv kan bekæmpe eksempelvis svedbakterier. 

Uld er også fantastisk til genanvendelse. Det er ret nemt at kradse uld op igen, spinde det til nyt garn og lave nyt tøj. Der er endda tale om at bruge uld som isoleringsmateriale i huse.   


Fordele ved uld

  • Uld absorberer 30 pct. af sin vægt i vand, uden at den føles fugtig
  • Uld er biologisk nedbrydeligt
  • Uld har et naturligt indhold af stoffet Lanolin, som gør, at ulden holdes modstandsdygtig over for smuds, skidt og lugt
  • Uld er fornybart materiale (fåret får ny uld igen og igen)
  • Uld er yderst holdbart og holder farven
  • Uld er åndbart isolerende
  • Uld er ikke brændbart



> Læs artikel om Nordisk Ministerråds strategi for genbrug og genanvendelse af tekstiler