Folkeoplysningens historie i rids
Folkeoplysningen har, siden oplysningstankerne kom til Danmark i slutningen af 1700-tallet, været en væsentlig faktor i det danske samfund.
I Danmark varetages folkeoplysningen af højskoler, daghøjskoler, aftenskoler og en lang række tilsvarende foreninger. I lovgivningssammenhæng falder foreningsidræt og ungdomsorganisationer som for eksempel spejderne, politiske ungdomsorganisationer og kulturelle ungdomsorganisationer også ind under folkeoplysningsbegrebet.
Folkeoplysningen har sit ideologiske udspring fra blandt andet N.F.S. Grundtvig, der søgte at oplyse den almindelige dansker, så denne kunne blive en vidende og aktiv deltager i samfundet.
I dag fastholder folkeoplysningen sine rødder som demokratiskabende og sammenhængsskabende kraft i samfundet. Fælles for den danske folkeoplysning er et stærkt værdisæt og troen på fællesskabet. De nutidige udbydere af folkeoplysning tilbyder mulighed for fordybelse og udvikling af kompetencer, der ikke nødvendigvis tilgodeses i det formelle uddannelsessystem. Folkeoplysningen fastholder i vid udtrækning, at deltagerne ikke bliver eksamineret efter endt kursus. Deltagelsen i et kursus skal give mulighed for at udvikle en lang række forskellige kompetencer, der ikke nødvendigvis hænger sammen med selve faget. En kompetenceudvikling, der bringes i fare, hvis målet for deltagerne er, at skulle måles efter endt undervisning.
Mange af de folkeoplysende foreninger er organiseret i Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS).
- Læs mere om folkeoplysningen i korte historiske rids på Videncenter for folkeoplysnings hjemmeside
- Læs mere om Foras bud på folkeoplysningens moderne nødvendighed
