Strik som ordløst sprog

Strikning er meditativt, og så kan det træde i stedet for ord mellem mennesker. Samtidig danner det fællesskab, mener kunster og strikkeentusiast Mikkeline W. Gudmand-Høyer. ­­

Mikkeline brugte strik som meditation på et tidspunkt, hvor hun havde det svært. Hun fandt ro for hver maske, hun slog op, da hun havde behov for at finde roen og fordybelsen igen. At strikning havde hjulpet Mikkeline gennem en personlig krise, gav hende den idé, at det måske også kunne hjælpe andre i krise. Hun kontaktede derfor Trampolinhuset, som er et værested for asylansøgere og danske statsborgere. Her kan man komme og deltage i forskellige aktiviteter, og her tog Mikkeline initiativ til The Knit Club.

Fra idé til tørklæde
”Jeg har ofte følt mig magtesløs i forhold til fx ikke at være politiker, men gerne at ville ændre ved noget. Gennem min kunst har jeg heller ikke følt, at jeg kan ændre verden. Derfor tænkte jeg, at skulle jeg ændre noget som helst, skulle det være i mit nærmiljø,” forklarer Mikkeline.

Mikkeline er oprindeligt uddannet billedkunster fra Kunstakademiet og en af hendes gamle kolleger derfra havde startet Trampolinhuset, så gennem ham fik Mikkeline mulighed for at søsætte sin strikkeaktivitetsidé og samtidig hjælpe nogle mennesker, som stod i en kritisk livssituation.

Hendes idé var i første omgang lave et krisetæppe og hun ville have kvinderne til at strikke billeder ind i tæppet, men det viste sig at være for ambitiøst.

”En god veninde foreslog, at vi lavede noget street art og fik vores strik ud i gaderne. Jeg synes, det var en god ide, og sådan blev ideen om et tørklæde til Den lille havfrue til. Det gav rigtig god mening, at det skulle være noget til hende (Den lille havfrue, red.), på grund af historien om hendes sårbarhed og det at hun mister sin power,” fortæller Mikkeline.

”Kvinderne i Trampolinhuset står i meget forskellige livssituationer, og de er udsatte og sårbare. Det er mennesker, der er blevet nødt til at flygte fra deres land. Det har gjort stort indtryk på mig. At strikke sammen med de her stærke kvinder, har lært mig rigtig meget. Det har lært mig en masse om mine ressourcer, og det har mindet mig om den enorme frihed, vi har. Vi har meget at være taknemmelige for,” forklarer Mikkeline.

Da det fine tørklæde var færdigt, tog de sammen ud og hængte det om halsen på Den lille havfrue.

Strik i stedet for ord
Det geniale ved at strikke sammen, var for Mikkeline, at sprogbarrierer ikke var noget problem. Kunstneren beskriver derfor strik som en universel kommunikationsform uden ord.

”Meningen var, at der skulle være nærvær. Det skulle være en aktivitet, hvor man kunne være med, selvom man ikke havde lyst til at tale med nogen, og selvom man ikke kunne tale et sprog, de andre forstod. Her var noget, hvor det pludselig var helt legitimt at søge fællesskabet uden at behøve at sige noget, eller føle sig tvunget til at prøve at tale med nogen. Det handlede ikke om at skulle dele sine kriser. Når man har det svært, kommer der ofte et tidspunkt, hvor man bare er skide træt af at tale om det, eller måske ved man ikke længere, hvad man skal sige. At strikke sammen med kvinderne i Trampolinhuset gav nærvær, samvær og fællesskab med andre,” forklarer Mikkeline.

Endnu en god ting ved strik er, at alle kan lære det.

”Man kan gøre det helt enkelt, så alle kan være med. Man kan jo strikke alt, og det behøver ikke være med for mange planer og mål. Strik har også det særlige over sig, at det aldrig rigtig kommer til at handle om at præstere noget. Det savner jeg ellers i vores tid. Med så meget andet skal man konkurrere om alt. Man kan gøre alt til en sport. Der går ikke rigtig sport i at strikke. Der er meget ro over det,” fortæller Mikkeline.

Strik er trendy
”Strik har jo været upopulært i mange år. Der har været sådan en opfattelse af, at det kun er gamle damer, der strikker, men det er kommet frem igen,” fortæller Mikkeline.

Hun mener, krisen har været en del af årsagen til, at eksempelvis strik er blevet trendy. Det tjener nemlig flere formål.

”Folk har igen fået et behov for at gå i dybden med tingene. Før krisen var det nemt at købe nye ting og bare shoppe rundt. Der er kommet en anden tid nu, hvor folk længes  efter at kunne noget med deres hænder. Man strikker ikke, for at få sat noget i produktion, eller for at konkurrere, men fordi man selv synes, det ser fedt ud. Man kan bedre sætte pris på det, og så har man helt selv lavet det. Man kan nemmere værdsætte noget, når man selv har skabt det,” mener Mikkeline.

Strikkeaktiviteten The Knit Club for asylansøgere og andre interesserede fortsætter i Trampolinhuset, men Mikkeline kunne også godt se strik som et redskab i andre sammenhænge.

”Jeg går med tanker om at bruge strik som en del af et integrationsprojekt for eksempel. At strikke sammen er også et godt middel mod ensomhed. Da jeg selv var i krise, havde jeg ikke lyst til at gå ud og snakke med nogen, men det fine ved strik er jo, at man ikke behøver at snakke, når man strikker sammen. Der opstår ikke pinlig tavshed, selvom man sidder der uden at sige et ord, for alle er koncentreret om deres strikketøj. Strik formildner. Det er det fine ved det,” runder Mikkeline af.

Mikkeline W. Gudmand-Høyer
Kunster, multimediekunster
Uddannet på Det Danske Kunstakademi.
Skriver maler strikker

Mikkeline lærte at strikke, da hun var syv. Hun lærte det af sin mor. Det første, hun strikkede, var et halstørklæde til sin far.

Artiklen blev første gang bragt i Foras medlemsblad i 2014.