Bestyrelsens ansvar
Vi har alle et personligt, juridisk ansvar for det, vi gør. Det samme ansvar har en forening, da foreningen er en selvstændig juridisk enhed.
Det er foreningen, der optræder udadtil, og ikke medlemmerne. Det er foreningen, der er økonomisk ansvarlig for modtagne tilskud/lån og for erstatningskrav.
Tilbagebetalingskrav og erstatningskrav rettes imod foreningen og ikke imod den person, der har søgt tilskud eller har foranlediget erstatningskravet. Grundlæggende er det bestyrelsen, der har ansvaret for foreningen.
Typer af ansvar
Bestyrelsesmedlemmernes ansvar kan deles op i:
- Moralsk ansvar:
- Lede foreningen efter vedtægterne og generalforsamlingens beslutninger
- Tage initiativ
- Holde vedtægterne ajour
- Følge formål og opgaver og sætte nye mål
- Være både sparringspartner for og kontrollant af skolelederen
- Bestyrelsen skal overordnet medvirke til foreningens positive drift
- Økonomisk ansvar:
- Tilsyn og kontrol med budget, regnskab, kasserer og revisor
- Arbejdsgiver overfor ansatte (skoleleder og lærere)
- Bestyrelsen skal sætte sig ind i de lokale tilskudsregler
- Juridisk ansvar:
- Overholde landets love
- Påse at der bliver givet rigtige oplysninger til offentlige myndigheder (deltagere og timer m.v.) i beretninger og regnskab
Bestyrelsesmedlemmers ansvar
Medlemmerne af en forening har ikke noget økonomisk ansvar for foreningens midler. Bestyrelsesmedlemmerne er derimod ikke fredet fra et personligt ansvar. Hvis foreningens bestyrelse handler uforsvarligt og i strid med det, man må forvente af en fornuftig bestyrelse, risikerer den at blive gjort personligt ansvarlig. I juridisk sprogbrug taler man om en culparegel, der siger, at man skal opføre sig som en fornuftig mand/kvinde.
Et eksempel på personligt ansvar:
Bestyrelsen lover på en generalforsamling at få sat foreningens rundsav i sikkerhedsmæssig stand, men får det ikke gjort. Desværre saver en deltager en finger af og kræver erstatning fra foreningen, fordi rundsaven ikke var afskærmet, som det kræves. Bestyrelsens medlemmer vil kunne gøres erstatningsansvarlige for deres forsømmelighed.
Frasige sig ansvar
Er man som bestyrelsesmedlem uenig i en beslutning, bør man sig frasige sig ansvaret, sørge for at dette bliver ført til protokol og skrive under på det. På den måde kan man udgå at blive gjort ansvarlig i den konkrete sag.