Kvindeliv og madkultur i Uganda


Interessen for mad er et menneskeligt grundvilkår. Vi tænker alle på mad flere gange om dagen, uanset hvor påkloden vi bor. Kendskab til en anden kultur går nemt gennem smagsløgene. Maden afspejler kulturen, og ad den vej formidler bogen livsvilkår i Uganda beskrevet ud fra kvinders hverdag.

Gennem de sidste årtier er madkultur blevet et stadig mere populært interessefelt i Danmark; lokale råvarer, det enkle nordiske køkken og mad med personlige fortællinger. Det nordiske køkken har flere paralleller til det ugandiske køkken, der dog af helt andre grunde bygger på de selvsamme principper.

I Uganda har kvinderne mange arbejdsopgaver, og blandt de hyppigste er tilberedning af maden, der også er kvindernes suveræne kompetencefelt. Det er her, vi i denne bog møder kvinderne, og det er gennem arbejdet i det ugandiske køkken, at vi får fortællinger om og bliver klogere på kvinders livsvilkår i et udviklingsland, der helt op gennem 00'erne plaget af borgerkrig igennem mere end fire årtier, og vi hører om deres drømme og håb for fremtiden.

Bogen handler om kvindeliv og madkultur, som vi møder det i Uganda i dag. Den er bygget op i kapitler, der hver indeholder et portræt af en kvinde efterfulgt af en ret med en konkret madopskrift eller en generel omtale af temaer som frugt, kød eller drikkevarer. Madopskrifterne er alle vegetariske.

Siden 2009 har forfatteren til bogen, Jette Mellgren, været en del af Foras DANIDA udviklingsprojekt ” Support for Vulnerable Women, Children and Youth in Northern Uganda”. Bogen er spiret ud af dette projekt, og historier om kvinders tilværelse er fortalt i de stunder, hvor Jette Mellgren nysgerrigt har fulgt med i deres madlavning.

Se indslag om bogen