Fleksible tilrettelæggelsesformer


Reglerne for fleksible tilrettelæggelsesformer kan måske virke lidt uoverskuelige, men hvad nu hvis I allerede har aktiviteter, I kan få kommunalt tilskud til? For nogle af jer foreninger kan det faktisk være, I allerede er i gang med aktiviteter, der kan komme ind under de fleksible tilrettelæggelsesformer, og derved få kommunalt tilskud til noget, I ikke får tilskud til i dag. 

Det er simpelt fortalt en mulighed for at bruge en del af det kommunale tilskud til andre udgifter end lærer- og lederløn. I kan bruge penge på annoncering, lokaleudgifter eller særlige former for undervisningsmateriale. Ligesom traditionel aftenskoleundervisning skal undervisningen foregå på hold, hvor deltagerne er registreret. Det skal være muligt for alle at tilmelde sig holdene, og der skal være deltagerbetaling. Det betyder, at I kan bruge op til 36 pct. af det kommunale tilskud på aktiviteter, der er fleksibelt tilrettelagt.

Det er folkeoplysningsudvalget/kommunalbestyrelsen, der har den endelige afgørelse af, om den gennemførte aktivitet er i overensstemmelse med lovens krav og de eventuelle kommunalt fastsatte regler, så kontakt evt. jeres kommune på forhånd for at høre, om jeres aktivitet kan godkendes som fleksibel tilrettelagt undervisning.

Den del af det kommunale tilskud, der anvendes til fleksible tilrettelæggelsesformer kan kun bruges til: 

  • Løn til de personer, der forestår de fleksible tilrettelæggelsesformer
  • Lederhonorar, dog højst 20% af aftenskolens udgifter til fleksible tilrettelæggelsesformer
  • Udgifter til etablering af Internetadgang til undervisere på hold inden for fjernundervisning
  • Undervisningsmaterialer af ikke-blivende værdi
  • Annoncering
  • Lokaleudgifter


FAKTA:

  • Det er frivilligt for den enkelte aftenskole, om og hvor stor en del af det kommunale tilskud der anvendes på fleksible tilrettelæggelsesformer - op til 36 pct.
  • Fleksibelt tilrettelagte aktiviteter skal adskille sig fra den traditionelle aftenskoleundervisning; kurser, foredrag.
  • Fjernundervisning/e-læring defineres som fleksibel tilrettelæggelsesform, dog skal mindst 30 % af timerne gennemføres i fællesskab ved fysisk fremmøde.


    Alle foreninger har mulighed for at lave anderledes aktiviteter end almindelig undervisning og/eller foredrag for en del af tilskuddet. Hensigten med de fleksible tilrettelæggelsesformer er, at give foreningerne mulighed for at eksperimentere med tilrettelæggelsen og finde nye og spændende måder at tilbyde læringsaktiviteter på. Der er mange muligheder, for eksempel:
  • studiecirkler 
  • studieværksteder
  • spørg eksperten
  • fjernundervisning - e-læring
  • workshops
  • kombinerede forløb og fag, fx med undervisere der kan dække flere fag i forskellige workshops
  • ung-ældre undervisning

HUSK: I må maks. bruge 36 % af det samlede tilskud på fleksible tilrettelæggelsesformer. Det svarer til 40 % af jeres tilskud, når I har fratrukket 10 % til debatskabende aktiviteter. Når I bruger tilskud på fleksible tilrettelæggelsesformer, må I bruge tilskuddet til andre udgiftstyper en lærer/lederløn, og når I aflønner, skal I ikke følge lønbekendtgørelsen.


VIL DU VIDE MERE:

Souschef og udviklingskonsulent

Marlene Berth Nielsen
E-mail: marlene@fora.dk
Direkte telefon: 36 93 26 27