Inspiration


En debat behøver ikke at bestå af oplæg fra en eller flere personer med efterfølgende spørgsmål fra deltagerne. Der er mange muligheder for at lave anderledes debatter. Her er et lille udvalg af forskellige former for debat.

Skal vi aldrig ses? Arrangement over en weekend, hvor danskere og indvandrere åbner dørene for "nabobesøg".

Samtalesalon om et hvilket som helst emne. Se mere om samtalesaloner. Fora afholdt samtalesalon om stress på Folkemødet i 2015. Få Foras samtalesalon-opskrift

Cafédebatten er en debatform, som giver mulighed for at splitte en stor gruppe deltagere op i mindre grupper, som diskuterer et fælles tema eller forskellige delaspekter af temaet.

Gadeløb/skattejagt/natløb med en konkurrence indlagt kan sætte et emne i historisk, litterært, politisk, miljømæssigt eller kulturelt perspektiv.

I en sognedyst kan der oplyses og konkurreres på viden om jeres egns eller en kommunes lokalhistorie. Deltagerne på holdet kan være fra forskellige sogne i en kommune og dyste mod hinanden.

Bytinget eller rollespil - man vælger nogle personer ud til at være henholdsvis fortalere, opposition, borgmester, "byrødder", teknisk forvaltning, virksomhed, en relevant organisation/græsrødder der er for eller imod en problemstillingen, der skal træffes beslutning om.

"Horisont i virkeligheden" - der gås i dybden med og skabes debat om et aktuelt baggrundstema fra nyheder, tv, eller radio, som medierne som oftest kun bruger få minutter på.

Koncert og debat - musikken kan lægge op til debat, hvor der f.eks. tages udgangspunkt i Folkehøjskolernes Sangbog med spørgsmålet: "Hvad kan vi bruge Grundtvig til i dag?".

Teater - en teaterforestilling kan laves som debatteater, hvor emnet er en aktuel problematik, f.eks. integration. Skuespillerne kan være både danskere og indvandrere, så de to fronter synliggøres, kommer til udtryk og begge bliver hørt.

Mobilt debatcentrum på en båd, i en bus, pølse- eller togvogn - det mobile kan udnyttes til at tale om noget mobilt eller noget, der bevæger sig som trafik, bymiljø, byplanlægning og arkitektur, vand og havneområder m.v.

Fyraftensmøder - hvis folk ikke kommer til debatten, må debatten komme ud til folk, f.eks. ud på arbejdspladserne.


VIL DU VIDE MERE:

Foreningskonsulent

Henriette Corvinius
E-mail: henriette@fora.dk
Direkte telefon: 36 93 26 24