Hvad er debatskabende aktiviteter?
Der er stor frihed for foreningen til at planlægge både form og indhold for de debatskabende aktiviteter. Afgørende er det, at deltagerne inddrages aktivt og har mulighed for at deltage i en debat om emner.
Hensigten er, at en debat er mere end det almindelig foredrags mulighed for at stille et par spørgsmål.
Emnerne skal have interesse for fællesskabet og sættes ind i en samfundsbetonet og helhedsorienteret ramme. Det kan de fleste emner faktisk leve op til med mindre det er meget snævert fagstof. Ligesom ved al anden aktivitet under folkeoplysningsloven må aktiviteten ikke indeholde agitation, behandling, underholdning, valgkampagner, forkyndelse eller udbredelse af overtro. Det er ok for eksempel at invitere nogle politikere til at debattere et bestemt emne, men det må ikke være et vælgermøde.
Aktiviteterne skal være åbne for alle, og de skal annonceres offentligt.
Der er ingen grund til stå alene med arbejdet omkring et 10 %-arrangement. Aktiviteterne må gerne laves i samarbejde med andre foreninger, organisationer, institutioner osv. Hvis man samarbejder med et andet oplysningsforbund, kan man for eksempel slå pengene sammen og dermed få mulighed for at lave et større arrangement. Andre typer organisationer kan bidrage med økonomi, oplægsholdere, deltagere, annoncering eller noget helt andet.