Vi tilbyder råd og vejledning
Sekretariatets konsulenter står til rådighed, hvis medlemmerne har behov for sparring, råd eller vejledning. Konsulenterne kommer også gerne ud på foreningsbesøg. Det er gratis, når man er medlem af Fora.
ForeningsUdviklingsSamtaler (FUS) er et tilbud til foreningerne om besøg af en af Foras konsulenter til et møde med foreningens bestyrelse. Ved et FUS-besøg får sekretariatet oplysninger om, hvad der sker i foreningen, og foreningen får oplysninger om, hvad de kan få af hjælp i Fora. Og der bliver talt om de udfordringer, der ligger foreningen på sinde.
I er meget velkomne til selv at invitere en konsulent til et besøg, hvis I har behov. Det kunne f or eksempel være en god introduktion til en ny bestyrelse, men I kan også få hjælp til udvikling af bestyrelsesarbejdet, udvikling af jeres aktiviteter eller udvikling af jeres markedsføring.
Hjemmesiden www.fora.dk indeholder mange relevante oplysninger. Her kan du finde stort set alle oplysninger om at drive en forening. Her er forklaringer på og gode råd til, hvordan man administrerer, markedsfører og aflønner. Her kan du se, hvem der sidder i Foras styrelse, hvad den gældende lønsats for undervisere er, hvordan man søger Foras puljer, hvornår de næste kurser afholdes og meget mere.
Foras medlemsblad Fora Magasinet sendes til alle skoleledere, formænd og bestyrelsesmedlemmer i Foras foreninger. Medlemsbladet informerer og inspirerer. Bladet er gratis og udkommer fire gange årligt.
Alle bestyrelser i Foras foreninger modtager nyheder og orientering fra Fora. Vores nyhedsbrev indeholder information om fx kurser, om evt. lovgivningsændring relevant for foreninger og aftenskoler, info om tilskudsordninger mv. Vi anbefaler, at mindst én i hver forening modtager og læser disse nyheder.