Udretter jeg noget, så findes jeg

Da sorgen og stressen ramte, fandt Jonas trøst i at hækle. I dag har han udgivet en hæklebog og skabt sit eget kreative rum – og en ny måde at være i verden på.

Af Molly Christensen, redaktør og kommunikationskonsulent i Fora – Artiklen blev bragt første gang i Fora Magasinet #3 2025.

Da Jonas Pejstrup sidder i sin søsters sofa i Aalborg og binder knuder på garnrester, ved han ikke endnu, at det skal blive begyndelsen på noget. På det tidspunkt er han sygemeldt med stress og depression efter sin fars død, og hverdagen hænger ikke sammen. Men der, i roen ved siden af søsteren, som sidder og strikker, opstår noget indeni Jonas. Et nærvær, en langsommelighed og et frø til en kreativ praksis, der skal vise sig at få afgørende betydning for hans liv.

“Det var så afslappende at lave noget med hinanden uden at lave noget med hinanden. Jeg tog hjem fra den weekend og tænkte: Det er det, jeg har brug for lige nu i min sygdom.”

Jonas er 29 år og bor på Østerbro i København. Han er uddannet blomsterdekoratør og tidligere studerende på landskabsarkite tur, men da hans far døde i 2019, og han arbejdede sig gennem hele Corona-epidemien i en blomsterbutik, sagde kroppen fra. Og det var der, han begyndte at lede efter noget, der kunne give ham ro og en følelse af at skabe noget.

YOUTUBE OG STANGMASKER
Vel hjemme fra sin søster i Aalborg starter Jonas med at google: “Er det nemmest at lære at hækle eller strikke?” Svaret er hækling, fordi det kun kræver én nål. Og så går han i gang. Med YouTube som læremester og et garnnøgle i skødet.

“Jeg skulle ikke nødvendigvis skabe noget. Jeg skulle bare have noget at sidde med. Jeg sad rigtig meget i sofaen og så rigtig meget fjernsyn. Opvasken stod, og vasketøjet lå. Jeg boede alene, og det hele var bare… usselt. Jeg følte mig ussel. Så jeg skulle bare have noget, så jeg kunne udrette noget uden at gøre noget. Og så blev det så at hækle.”

Det tager ham en uge at lære at lave en stangmaske. Og herefter går det hurtigt. Sweatre, halstørklæder, veste. For Jonas bliver hæklingen både en lindring og en drivkraft, og noget, han faktisk kan finde ud af.

“Det tog mig lang tid at lære, synes jeg. Jeg bøvlede og bøvlede og bøvlede. Men så en dag, så kunne jeg det også. Så virkede det.”

UDRETTER JEG NOGET, SÅ FINDES JEG
Hæklingen står ikke alene. Jonas har hele livet været kreativ – Han har lavet makrame [gammel knytteteknik, red.], vævet under Corona og bygget primitive væve ud af træ og snor. Men det er hæklingen, der har fanget ham, på den måde, at det er det, han bliver ved med. Det er enkelt at komme i gang, og det giver hurtigt en fornemmelse af fremdrift.

“Jeg tror, det er fordi det kræver så lidt. En hæklenål og et garnnøgle og så er du i gang. Og jeg har brug for at blive stimuleret kreativt. Det har jeg haft så længe jeg kan huske. Jeg vinterbadede rigtig meget og gik ture. Men det kommer der ikke et produkt ud af, og lige i denne situation var det det, der gjorde forskellen. Jeg tænkte, at udretter jeg noget, så har jeg i hvert fald lavet noget. Så findes jeg. Jeg kan se, at jeg har hæklet så meget, selvom jeg bare har siddet på min sofa.”

EN ANDEN SLAGS TERAPI
Jonas beskriver, hvordan det at hækle gav ham en måde at holde de negative tanker væk på, som hverken terapi eller medicin helt kunne. Ikke som en erstatning, men som en helt konkret modvægt i hverdagen.

“Det har gjort mit mentale helbred bedre. Både mit selvværd, men også det der med at finde ro i at ville sidde på sofaen en aften. Ikke have noget FOMO [fear of missing out, red.]. Ikke føle mig udenfor, ved at vælge en bytur fra, for at sidde og hækle. Fordi jeg laver jo stadig noget.”

I dag har Jonas skrevet en bog om hækling. Men det er ikke en klassisk opskriftssamling. Han kalder det “guides”, for der er ikke nogen præcise masker, du skal slå op. I stedet forklarer han, hvordan man selv regner det ud og tilpasser tøjet undervejs.

“Jeg har prøvet at følge en opskrift en enkelt gang, og jeg blev lidt drænet af det. Jeg synes ikke, det var lige så sjovt. Fordi, først og fremmest, så ved jeg, hvad det skal blive til. Så dør hele den kreative proces lidt for mig. Hvis jeg ikke gider at lave ærmer alligevel, så har jeg bare lavet en vest. Og der er ikke nogen steder i opskriften, der står, at det er forkert - for jeg har ikke fulgt en opskrift.”

FLERE MÆND MED HÆKLENÅLE?
For Jonas handler det om frihed og kreativitet. Men det handler også om at åbne døren for dem, der måske ellers ikke ville kaste sig ud i det, især mænd og yngre drenge.

Der er stadig en opfattelse af, at håndarbejde er feminint. Det mærker Jonas især, når han skal forklare folk, at han har skrevet en hæklebog.

“Jeg skal nærmest forklare, hvad det er for noget hækling. At jeg ikke laver karklude, men at det er mere moderelateret.”

Han håber, at flere mænd vil få lyst til at kaste sig ud i det. Ikke nødvendigvis fordi de skal hækle tøj, men fordi det er et håndværk, der kan noget helt særligt.

“Jeg tror, at hvis man ser, at det ikke er så farligt, og at det ikke er så kønnet, så tør flere. Når den første fyr kommer ud med sin hæklede bøllehat, så vil alle de andre fyre også have en. Det er jeg overbevist om.”

ET HÅNDVÆRK MED HISTORIE OG FREMTID
Under arbejdet med bogen har Jonas lært mere om hæklingens historie. Og han oplever, hvordan generationerne har forskellige forståelser af, hvad hækling skal være.

“Min farmor hæklede, da jeg var barn. Hun lavede hjemmesko og puder og små tøjdyr. Der var det meget brugsgenstande. Nu ser mange det mere som mode.”

Og måske netop derfor er Jonas’ tilgang også blevet mødt med lidt skepsis fra nogle af de mere erfarne. Hans guides er løse. Der er ingen facitliste.

“Jeg har været lidt nervøs for, om nogen ville synes, det var en for sløset tilgang. Men for mig er det vigtigt, at man kan justere og gøre det til sit eget. Så får flere mod på det.”

For Jonas er hæklingen også et opgør med forbrugskultur. Ikke nødvendigvis fordi garn altid er bæredygtigt – det kan faktisk være ret dyrt og ressourcekrævende – men fordi det ændrer forholdet til de ting, man ejer.

“Jeg tror virkelig, der er noget i at passe på det, og være mere glad for de ting, man har lavet, end hvis man har købt noget til en halvtredser. Jeg har flere sweatre, jeg aldrig har vasket. Jeg hænger dem til udluftning eller tørrer dem med en klud. Det er bare tilfredsstillende at vide, at man selv har designet det og lavet det, og at det passer til ens krop på det tidspunkt, man lavede det.”

A ROOM OF ONE’S OWN
Jonas har i dag opbygget en Instagram-profil, hvor han deler billeder, inspiration og svarer på spørgsmål. Han oplever også stor varme og interesse, når han sidder og hækler offentligt. Fra de ældre damer i garnbutikker til unge på gaden.

“Der er et fællesskab der. Men jeg tror, jeg har fået mest ud af det, når jeg har mødt folk fysisk. Jeg synes stadig, det er mit eget rum. Jeg gør det primært for mig selv. Når jeg sidder og hækler i metroen, så gør jeg det ikke for at få folk til at sige hej. Jeg gør det, fordi jeg er overstimuleret og det hjælper mig.” ■

HVORFOR GÅ I GANG MED ET KREATIVT HÅNDVÆRK?
Jonas råd:
1. Et bedre mentalt helbred.
2. En følelse af mestring og kreativ frihed.
3. En ny respekt for tøj, håndværk og forbrug

Jonas i en anden sweater af eget design, her med påskriften “I <3 Cph”.