KLUMME: Når vi nu taler om åndelig oprustning

Vi ved, at vi opruster materielt. Men nu blander nye paroler sig i våbenkapløbet: den åndelige oprustning. Politikere og meningsdannere brugte blandt andet grundlovsmøderne til at fortælle os, at vi skal opruste åndeligt – for at skabe en fælles modstandskraft. Men hvad betyder det egentlig?

Af Jasper Gramkow Mortensen, forstander på Oure Idrætshøjskole – Klummen blev bragt første gang i Fora Magasinet #3 2025

Åndelig oprustning klinger både stærkt og positivt. Det kalder på billeder af fordybelse, livskraft, styrke og fælles skab. Det er dog samtidig et udtryk, der er vanskeligt at indfange og endnu sværere at samle sig om. Netop derfor er det vigtigt at dykke ned i.

Ser vi nærmere på ordet ånd, er det i sig selv mangesidigt og rummer mange perspektiver. I den mest konkrete forstand er ånd lig med åndedrættet, selve livets rytme. I andre betydninger peger det på sjælen, tanken, bevidstheden eller det, der binder mennesker sammen i fællesskaber. Det kan betyde kultur, tidsånd eller tro. Ordet bærer altså både noget dybt personligt og noget alment samfundsmæssigt. Netop derfor er det så stærkt. Men også skrøbeligt.

Når dette ord kobles til oprustning, skærpes tvetydigheden. Oprustning forbindes traditionelt med militær magt, våbenkapløb og konfrontation. Ordet er i sin kerne ofte konfliktorienteret. I kombinationen åndelig oprustning opstår derfor en spænding og et spørgsmål: Taler vi om at styrke menneskers indre liv, fællesskabsånd og dannelse? Eller er der tale om en mobilisering, hvor ånd gøres til et våben i en kamp mellem ”os” og ”dem”?

Her ligger derfor en mulig konflikt. For nogle vil udtrykket lyde som en opfordring til religiøs eller national samling. For andre kan det opfattes som et kulturradikalt kald på kreativitet, fri tanke og åndsfrihed. Begge tolkninger kan have legitimitet, men de peger i vidt forskellige retninger. Dermed risikerer åndelig oprustning at blive en god intention, der opløser i stedet for at samle. Uklare paroler kan nemt ende med at projektere den enkeltes frygt eller håb og ikke skabe sammenhold.

Måske er det i virkeligheden mere frugtbart at tale om at aktivere fællesskabets demokratiske styrke. Det handler om det håndgribelige og menneskelige: at dele erfaringer, bygge videre på traditioner som højskoletanken, foreninger og folkeoplysning – og finde styrke i forskellighed frem for ensretning.

Det, mener jeg, er vores styrke. Her kan vi med fordel altid blive stærkere, og lige nu skal vi ganske rigtigt mindes om, at det er rygraden i vores historiske selvforståelse, og at netop det sammenhold er vores bedste forsvar. ■