Ib Solvang er gået bort


Mangeårig sekretariatsleder for Dansk Husflidsselskab og souschef i Fora (oprindeligt NETOP) Ib Solvang er gået bort. Ib Solvang blev 89 år.

Ib blev ansat som konsulent for Dansk Husflidsselskab (DHS) i 1969 med organisatorisk hjælp og undervisning til de mange husflidsforeninger som vigtige arbejdsområder. I starten af 1990’erne blev oplysningsforbundenes økonomiske situation forbedret, og med fast tilskud fra Tips- og lottomidlerne kunne Dansk Husflidsselskab indtage eget sekretariat på Tyrebakken i Kerteminde, tæt ved den daværende husflidshøjskole. Ib ledede dygtigt og kompetent DHS’ sekretariat og bygninger, som også rummede både museum og kursusfaciliteter.

I 2004 fusionerede DHS med Frit Oplysningsforbund og dannede Netværk for Oplysning (NETOP), som senere skiftede navn til Fora.

Ib Solvang var en respekteret, vellidt og konstruktiv kraft i det vigtige fusionsarbejde, som skulle samle den folkeoplysende undervisningsaktivitet i husflidsforeninger og FO-foreninger i det nye forbund. DHS’ personlige medlemmer, husflidsforeningernes faglige arbejde og husflidsbevægelsens museums- og arkivarbejde forblev i DHS efter fusionen, og Ib mestrede den særlige balancedisciplin at holde rede på de forskellige organisatoriske enheder og ansvarsfordelingen mellem dem. Ib Solvang ydede en stor og værdsat indsats for at sikre et godt samarbejdsklima for både medlemsforeninger og medarbejdere og udbredte med sin rolige og myndige fremtræden forståelse for samarbejdets fordele for alle parter.

Ib Solvang takkede i 2006 af som sekretariatsleder i DHS og souschef i Fora, blandt andet for at hellige sig det lokale husflids- og håndværksarbejde i Kerteminde Husflidsforening.

Ib Solvang vil blive husket for sin både energiske og dygtige arbejdsindsats og for den velovervejede og behagelige fremtræden, han mødte foreningsfolk, medarbejdere og samarbejdspartnere med.

Vi kommer til at savne Ib.

På vegne af Foras bestyrelse og sekretariat,

Bernhard Trier Frederiksen