Fora-medlem vinder europæisk pris!

Daghøjskolen Kompetencehuset har vundet EU-Kommissionens European Innovative Teaching Award (EITA) 2025 for Erasmus+ projektet “Folk Enlightenment - Ukraine”.
Pressemeddelelse fra Kompetencehuset - øverste foto: Kasper Munch Lillelund
Det er ikke hver dag, at en lille daghøjskole i Åbyhøj får europæisk opmærksomhed. Men nu er det officielt: Kompetencehuset i Aarhus har vundet EU-Kommissionens European Innovative Teaching Award (EITA) 2025 for Erasmus+ projektet “Folk Enlightenment - Ukraine”.
Prisen uddeles årligt til de mest innovative Erasmus+ projekter i Europa - og i år er det altså et projekt fra Aarhus, der løber med æren.
Demokrati og folkeoplysning på tværs af grænser
Projektet Folk Enlightenment - Ukraine blev gennemført i 2023-2024 i samarbejde med Göteborgs folkhögskola og en bred vifte af NGO’er og uddannelsesaktører fra Norden og Ukraine. Målet? At udvikle folkeoplysende metoder til demokratisk genopbygning og styrkelse af civilsamfundet i Ukraine - med folkeoplysning som værktøj.
"For os er det en kæmpe anerkendelse. Vi er en lille daghøjskole, men vi viser, at man med kreativitet og fleksibilitet kan skabe resultater, der rækker langt ud over Aarhus’ bygrænser. Og så er det i virkeligheden også et skulderklap til hele daghøjskoleområdet. Daghøjskolerne arbejder hver dag med livslang læring og demokratisk dannelse i deres lokalområder, men nu også på tværs af landegrænser", siger forstander Nis Peter Nissen.
Tre skridt – og vi er kun lige begyndt
Prisen er dog kun begyndelsen. Folk Enlightenment - Ukraine er første kapitel i en trilogi:
- Folk Enlightenment - Ukraine (2023-2024): Netværk og metodisk fundament - gennemført.
- Learning Folk Enlightenment: Planlagt projekt med learning hubs i Oslo, Göteborg, Lviv, Odessa og Aarhus - med uddannelse af 125 ukrainske folkeoplysnings-entreprenører. (afventer bevilling).
- Folk Enlightenment - Ukraine 3.0: Et fremtidigt projekt, som skal gennemføres 100% i Ukraine af ukrainere, med fokus på at styrke et mangfoldigt civilsamfund og foreningsliv.
"Vi har lagt fundamentet. Nu handler det om at bygge videre - sammen med vores partnere - og skabe rammerne for, at Ukraine kan udvikle et stærkt og mangfoldigt civilsamfund", siger Nis Peter Nissen.
Fest i Kolding – og i Bruxelles
Prisen markeres i Danmark den 6. oktober i Kolding, hvor Uddannelses- og Forskningsstyrelsen fejrer årets danske EITA-vindere. Derefter går turen til Bruxelles i december, hvor EU-Kommissionen officielt hylder alle europæiske prismodtagere.
Link til: