Det nye, digitale Fora Magasin


Fora Magasinet vil fremover kun udkomme digitalt, fra og med #1 2025. Det giver plads til nye formater, mere dybdegående artikler og muligheder for at give jer, vores læsere, endnu mere stof til praktisk brug samt viden til eftertanke.

Af Molly Christensen, redaktør på Fora Magasinet.

Fora Magasinet #1 2025 er nu ude – og det er Foras første fuldt ud digitale magasin! I mange år er magasinet både udkommet på tryk og digitalt, men Foras bestyrelse har besluttet, at det fra 2025 kun skal udkomme digitalt.

Det betyder, at der fremadrettet vil blive prøvet nye ting af, som et 100% digitalt magasin gør muligt. Det kan være længere og mere dybdegående artikler, kortere og mere aktuelle artikler, samt muligvis også indhold, der bliver udgivet løbende, inden det kan læses i sammenhæng med resten af magasinet. Der vil somme tider være interaktivt indhold som klikbare grafikker eller indlejrede links – alt sammen for at give jer læsere et magasin, der er tidssvarende, brugbart og værdifuldt, hvad end I læser det af ren interesse, benytter indholdet aktivt i foreningsarbejdet eller begge dele.

Det første magasin her i 2025 vil dog ikke ændre sig på andre måder end, at det ikke bliver trykt. Sammen med vores grafiker er vi i gang med at udvikle den nye digitale form, og derfor ligner dette nummer de forudgående.

Temaet for #1 er Lang levetid – en trend, der i stigende grad præger almindelige menneskers hverdag. Det handler nemlig ikke bare om, hvad der kan få os til at leve længere, men også om, hvordan vi lever et sundt og godt langt liv. Og her har vi i folkeoplysningen nogle unikke tilbud. Vi har talt med fire skoleledere og formænd om, hvordan man kan udnytte disse muligheder.

Parallelt med menneskelig lang levetid, ser vi også nærmere på foreningernes liv og levedygtighed. Derfor sætter vi blandt andet spot på unge i bestyrelserne og hvordan, det kan være en win-win for begge parter, og i en anden artikel ser vi nærmere på, hvordan man som bestyrelse kan arbejde strategisk med udvikling, der sikrer foreningens fremtid.

I dette nummers portræt har jeg besøgt Kaj og Vera Andersen fra FO Nordfyn, og talt med dem om deres over 40 år lange virke i folkeoplysningens tegn. Det handler om passion, fællesskab og livslang læring. Læs portrættet her.

Derudover er der en række andre gode artikler, som jeg har glædet mig til at dele med jer. Heriblandt klummen, der denne gang er skrevet af Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup.

I finder det samlede magasin her. Tak for at læse med!