Læs det nye nummer af Fora Magasinet
Temaet er digital folkeoplysning og vi zoomer ind på emner som kunstig intelligens, danskernes digitale kompetencer, brugen af Facebookgrupper og meget mere.
Sommeren er for alvor over os, og det nye nummer af Fora Magasinet er på vej ud i postkasserne for at sikre den spændende sommerlæsning. Men allerede nu kan du læse nummeret online.
I dette nummer sætter vi fokus på den digitale folkeoplysning, hvordan folkeoplysningen og det digitale kan gavne og supplere hinanden, men også på de steder, hvor det bliver kompliceret.
Årets sommernummer byder på artikler om, hvordan man som forening skaber den bedste Facebookgruppe, hvilke overvejelser man som aftenskole bør gøre sig, hvis man overvejer at udbyde kurser i kunstig intelligens, og så har vi talt med tre kursister i Fora-skoler, som fortæller om, hvorfor de stadig foretrækker de fysiske fællesskaber, selvom der findes utallige online alternativer.
I magasinets portræt besøger vi aftenskolen Hals Husflidsforening. De har i de senere år gennemgået nogle store omvæltninger, men har alligevel formået at komme glade og helskindede ud på den anden side.
I magasinet møder vi også Foras nye bestyrelsesleder Elsebeth Gerner Nielsen, og Karen Maigaard takker af og siger tak for seks år som Foras formand.
Læs hele magasinet, i sin digitale form, her