Vær med i UGE17
Kunne du tænke dig at være med til at sætte fokus på FN’s verdensmål på din skole eller i din forening?
UGE17 er en landsdækkende temauge i slut april, hvor biblioteker stiller skarpt på de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Udgangspunktet for temaugen er, at vi kun kan løse udfordringer relateret til klima og bæredygtighed i fællesskab. Og her er de folkeoplysende foreninger en oplagt aktør.
Bibliotekernes verdensmålsnetværk, DB2030, opfordrer nu Foras foreninger og skoler til at tage kontakt til deres lokale bibliotek om muligheden for at samarbejde om en aktivitet i løbet af temaugen. Det kunne f.eks. være en workshop i redesign eller et foredrag med 10%-midlerne. Aktiviteten kan foregå på biblioteket, i jeres lokaler eller en helt tredje lokation.
Lige nu er 60 biblioteker landet over tilmeldt UGE17 (se en oversigt her). Hvis dit lokale bibliotek ikke er med eller allerede har et fuldt program for ugen klar, er du velkommen til at kontakte os – der kan nemlig være andre muligheder for at deltage i UGE17. Har din forening eller skole ikke tid, energi og økonomi til at være med i år, er der heldigvis mulighed for det næste år.
Vil du høre mere om UGE17, så kontakt Louise i Fora på mail eller telefon 22531013. Læs mere om temaugen på DB2030’s hjemmeside.
Har din forening eller skole allerede stablet et UGE17-samarbejde på benene med et lokalt bibliotek? Så hører Louise fra Fora meget gerne fra dig.