Små Job Med Mening og FOKUS i Mandag Morgen
I kølvandet på Reformkommissionens 3. rapport, fremhæver Mandag Morgen FOKUS Folkeoplysnings samarbejde med Aalborg Kommune, om indsatsen Små Job Med Mening.
Hvis man som voksen har komplekse udfordringer, som f.eks. både manglende uddannelse i kombination med psykiske problemer, så er der stor risiko for at blive tabt af velfærdssamfundet. Det viser Returkommissionens 3. rapport. Men det kan der laves om på, fortæller kommissionens formand, Nina Smith, til Mandag Morgen:
"Den gode nyhed er, at det kan ændres. Ude omkring i Danmark foregår der en helt masse ting, som viser, at virksomheder og civilsamfunds organisationer kan flytte nogle ting. Det sker bare i et alt for lille omfang, og det spreder sig ikke i tilstrækkelig omfang."
Derfor lægger Reformkommissionen op til at gentænke beskæftigelsesindsatsen, sådan at kommunerne vil kunne få en økonomisk gevinst ved også at sende borgere i arbejde, der ikke er fuldtidsstillinger. Og sådan en indsats har de haft stor succes med i Aalborg Kommune.
FOKUS Folkeoplysning, der er medlem af Fora, samarbejder med kommunen om indsatsen Små Job Med Mening:
"En småjobber arbejder typisk 5-15 timer om ugen. Arbejdsopgaverne skal give mening for virksomheden og for småjobberen. Så det er helt reelle arbejdsfunktioner, men ofte nogle, der kan aflaste andre medarbejdere, så de kan koncentrere sig om deres kerneopgaver," siger Bjørn Salling, direktør hos FOKUS, til Mandag Morgen.
Og små job kan få en stor betydning, ikke bare for den enkelte, men også for fremtidige generationer. Hvordan, kan du læse i artiklen hos Mandag Morgen, som du finder her (OBS: kræver abonnement)