FO-Aarhus modtager fem millioner til udvikling af Kulturhus Bunkeren
Nordea-fonden støtter FO-Aarhus, der er medlem af Fora, med fem millioner kr., som skal bruges på at forvandle Aarhus' gamle journalisthøjskole til et levende forsamlingshus.
Den bevaringsværdige og markante bygning, der tidligere husede Journalisthøjskolen, kommer til at gennemgå en forvandling fra udtjent uddannelsesinstitution til et kreativt forsamlingshus for områdets beboere og firmaer.
”Vi er lykkelige for, at Nordea-fonden ser et potentiale i den her gamle bygning, der er 50 år gammel. Vi har en forhåbning om, at hvis vi dokumenterer, hvor meget liv og fællesskab, vi kan skabe heroppe, så er Nordea-fonden måske parat til at støtte yderligere op, så det for Nordea-fonden bliver et signatur-projekt i fremtiden,” siger Torben Dreier, der er seniorkonsulent i FO-Aarhus.
Der er allerede en række lejere, der er flyttet ind i Kulturhusets byggerod. Der er f.eks. både Openspace, øvelokaler og vævere, og så er Museum Ovartaci klar til at slå dørene op for gæster til maj.
”Vi håber, det bliver et attraktivt bydelshus, der kommer til at understøtte kommunens strategier i både Teknik & Miljø og Kultur & Borgerservice, hvor de gerne vil skabe fællesskabsprojekter uden for Ringgaden. Vi er ekstremt stolte af at kunne sætte et lille fingeraftryk på byens udvikling i det her område,” siger Torben Dreier.
Det er ikke nyt for FO-Aarhus at arbejde med fællesskaber i gamle bygninger. Gennem de seneste ti år har FO-Byen udviklet sig til et spændende undervisningsmiljø med en masse små fællesskaber og lejere, der deler værdier.
”Vi ser frem til at følge arbejdet med at gøre Kulturhus Bunkeren til et multifunktionelt og levende bydelshus, fyldt med liv og fællesskaber på tværs af foreninger, aldersgrupper og interesser. Støtten til første trin i udviklingen af huset har fokus på at gøre huset så bæredygtigt som muligt samt at inddrage lokalsamfundet i udviklingsarbejdet, og vi håber på, at det skaber grobund for et stort lokalt ejerskab, og at mange lokale får lyst til at deltage i de kommende aktiviteter,” fortæller Nordea-fondens uddelingschef Christine Paludan-Müller.
Projektet har to hovedfaser; en udviklingsfase og selve transformationen, der udbydes til en totalentreprenør. Det er udviklingsfasen, Nordea-fonden har støttet, og det bliver en proces, hvor brugere af huset og borgere fra lokalområdet vil blive inddraget i en demokratisk proces, hvor husets fremtidige funktioner skal defineres.