Workshopdag med indblik i lobby og frivillighed
Oplæg fra lobby-ekspert Maria Steno og frivilligkyndige Marie Holdt rammesatte Foras workshopdag i Fredericia sidste weekend. Udover oplæg var der workshops, som alle handlede om at gøre forenings- og aftenskolearbejdet sjovere og lettere.
Hvert år afholder Fora Fleksibel Workshopdag for vores landsforbunds medlemmer. Alle der har mulighed for at være med, samles en hel dag til inspiration og dyrkelse af vores fællesskab.
I år gæstede to dygtige kvinder vores workshopdag i Fredericia: Maria Steno, som er tidligere kommunalpolitiker og forfatter til bogen "Lokal lobbyisme" og Marie Baad Holdt, som er chefkonsulent fra Ingerfair og ved en ting eller to om frivillighed.
I skal være førerhunde og hjælpere
En af Maria Stenos mange spændende pointer var blandt andet, at det, som forening i en kommune, er vigtigt ikke kun at gå til kommunen med sine problemer, men i høj grad også være med til at tænke i løsninger.
Maria Steno forklarede, hvordan man kan se sin lobbyindsats i forskellige hunderacer. Den første var Dobermannen som vagthunden. Den gør og gør væsen af sig, når noget tages fra den. Det er fint at være vagthund, men man skal ikke kun arbejde med lobby, når kommunen kommer for tæt på eller irriterer én. Lobbyarbejde skal helst også udføres i ”fredstider”. Maria Steno beskrev derefter kamphunden, som ofte ses i dag i forbindelse med klima- og miljøopråb; en lobby-type, som bider sig fat i en enkelt sag og som ikke giver slip. En lobby-type, som kan ende med at skyde sig selv i foden, fordi der heller ikke her er meget kontakt til kommunen, udover når der er problemer. Skødehunden er en tredje form for lobby-arbejde, som man heller ikke ønsker kun at være. Skødehunden makker som regel ret og bakker forslag op. De er på den gode side med kommunen, men de vil være kendt for at legitimere og ikke at protestere.
”Den type lobbyist-hund, I gerne vil være, er førerhunden,” konstaterede Maria Steno.
Førerhunden hjælper politikerne - for de ser ikke, hvad I ser, så de har brug for og vil værdsætte jeres tanker og rådgivning. I kan få lov til at lede dem, at guide dem, hvis I kan få indtaget den rolle. Det betyder, at I skal sætte en dyd i at levere gode historier, at kunne give dem informationer, som den enkelte politiker vil kunne bruge i sit lokalpolitiske virke. Det betyder også, at I skal give dem æren for noget arbejde eller en opdagelse, I gør jer, hvis i vil holde jer på god fod med dem. Så kan I nemlig nemmere protestere eller stille krav en anden gang. Og meget vigtigt: Politikeren vil huske, hvem I er og vil være mere tilbøjelig til at stå klar til at hjælpe jer, når I får brug for det.
”De skal kende jer, og de skal tænke, at I ved noget,” sagde Maria Steno.
Husk at invitere folk til at være frivillige
Marie Holdt fra organisationen Ingerfair gav os et grundigt indblik i den danske frivillighed og kunne blandt andet fortælle os, at 51% af de danske frivillige er blevet frivillige, fordi de er blevet spurgt, om de vil være det.
Marie Holdt understregede igen og igen, at den gode forening forstår at invitere folk til at være frivillige, byder den frivillige velkommen, og ved, hvad de gerne vil have den frivillige til at udrette.
Udover de to spændende oplæg var der workshops om sociale medier; om at være en bæredygtig forening; om hvordan man får flere og nye frivillige i bestyrelsen; om hjemmesideredigering og meget mere.
> Kig forbi Foras medlemsgruppe på Facebook og se Maria Stenos og Marie Holdts oplæg. De vil være tilgængelige for medlemmer af Fora i en måned.
> Det er nu muligt at tilgå de mange slides fra dagen på Foras intranet.
> Du er mere end velkommen til at kontakte den sekretariatsmedarbejder, der underviste på din workshop, hvis du sidder tilbage med spørgsmål. Du kan finde kontaktoplysninger på alle sekretariatsmedarbejderne her