Danskerne forener sig på nye måder

Vi plejer at sige, at når to danskere mødes, så danner de en forening. Sådan har det, groft sagt, været, siden den første andelsbrugs blev grundlagt i Thisted i 1866. Kun to år efter nederlaget i 1864, hvor danskerne for alvor fik aflivet drømmen om europæisk grandeur.

Den fælles erkendelse, som satte sig i det lille kongerige syntes at være, at skulle vi have noget gjort, så lykkedes vi bedst, hvis vi greb hinandens hænder. Bl.a. derfor er ideen om fællesskab så dybt indlejret i danskerne, og foreningsformen syntes skræddersyet til netop den slags initiativer.

Men noget er ved at ændre lidt ved den opfattelse. For færre af os melder os under foreningsfanerne. Ikke sådan at forstå, at trangen til fællesskaber er truet. Tværtimod. En Eurobarometer undersøgelse fra 2018 kårede faktisk de unge danskere til Europamestre i fællesskaber. Det er måden, vi forener os på, som er under forandring. Vi gider nemlig ikke de lange, seje foreningstræk. Vi orker ikke tjansen som kasserer eller formand. Det, vi til gengæld gider rigtig meget, er sager. Enkeltsager, som popper op i vores fælles bevidsthed og tænder ild under vores trang til at engagere os. Tænk blot på, hvordan unge over hele verden fulgte i hælene på den unge, svenske pige i gul regnfrakke som i al stilfærdighed satte sig foran den svenske rigsdag i august 2018 og klimastrejkede. Eller de danske småbørnsforældre, som med lynets hast op til folketingsvalget i 2019 mobiliserede sig i titusindvis og trillede på gaderne med barnevogne og protestskilte i kampen for minimumsnormeringer i børneinstitutioner. Den slags engagement kræver ikke, at dem, som støtter sagen først har meldt sig ind i en forening, betalt kontingent og deltaget i en generalforsamling. Det kræver kun lyst og handlekraft. Og de sociale medier er som skabt til at sprede budskabet og få mange med.

Ser man på de mange forskellige enkeltsager, som har samlet danskere de seneste år, så har de ofte det til fælles, at de udspringer af en frustration over manglende politisk handling. Som det gør sig gældende fx med klimaindsatsen. Men det gælder også i kulturpolitikken. Da kulturministeriet havde en langsom indflyvning med at skabe corona-hjælpepakker til kunst- og kulturerhvervet, rejste protesterne sig massivt i den offentlige samtale. Titusindvis af danskere samlede sig i grupper på sociale medier for at tale kunsten og kulturen op i en tid, hvor dette område knap berørtes i den politiske debat.

Hvor den demokratiske foreningsstruktur er langsommelig i sin natur, kan enkeltsagsengagementet handle fra dag til dag, godt hjulpet på vej af digitale kommunikationskanaler. Og hastigheden understøtter vores oplevelse af, ”at nu sker der endelig noget”. Dermed ikke sagt, at det nødvendigvis er tilfældet, men oplevelsen af, at vi gør noget og dem, der træffer beslutninger, bliver nødt til at lytte, skal man ikke underkende. Ej heller som politiker. Derfor vil det give god mening, hvis kulturpolitik i de kommende år tager højde for, at mange problemstillinger ikke mindst dem, der handler om at skabe bæredygtige samfund, opleves som presserende og kalder på handling, som ikke altid matcher den klassiske foreningsorganisering.