Vi skal nå de unge gennem lyd!
I februar kom Jette Mellgren hjem fra en rejse til Uganda. Med udgangspunkt i FN’s 4. verdensmål om kvalitetsuddannelse til alle talte hun med ugandiske skolelærere, elever, forældre og ledere om, hvordan det er at gå i skole i et udviklingsland. Da hun kom hjem, fik hun ideen til at lave en podcast.
Ideen kom egentlig bagvendt,” fortæller Jette, da jeg spørger hende, hvordan podcasten om uddannelse i et udviklingsland blev til. De interviews, hun havde lavet i Uganda, skulle egentlig bruges i undervisningen under Åben Skole. ”Men da jeg sad og lyttede interviewene igennem, synes jeg, de var så gode, at det var ærgerligt, hvis ikke flere fik glæde af dem. Og sådan kom jeg faktisk på ideen til podcasten,” siger Jette. ”Jeg vil gerne have, at den viden, jeg har indsamlet, når endnu bredere ud end til undervisningen i folkeskolerne.”
Lyden er en del af et større projekt
På den måde er podcasten kommet til som en sidste del af et udviklingsprojekt, der går ud på at formidle og arbejde med det 4. verdensmål om uddannelse til alle. De andre dele er Åben Skole-forløbet i skoleklasserne og så en ”oplysningsmur”, som kan opleves på Odense Centralbibliotek. Oplysningsmuren er en installation, der består af billeder, effekter og skrevne og indtalte fortællinger. På muren findes blandt andet et menstruationsbind i stof. Imens man kigger på installationen med bindet, kan man i et par høretelefoner lytte til en skoleleder fortælle om, at mange piger må forlade skolen, når de får menstruation, fordi de ikke har adgang til bind og synes, det er ubehageligt at komme i skole og bløde ned ad benene. ”Det, at man kan lytte til en fortælling, tror jeg gør det mere tilgængeligt for mange. Det får en anden autenticitet, som man ikke kan læse sig til,” svarer Jette, da jeg spørger, hvad hun tror, det lydlige element betyder for udstillingen. ”Jeg tror, at målgruppen, jeg ønsker at nå, vil tage godt imod lyd. Jeg selv er en del af en generation, der har fået min viden ved at læse. Mine børn er til gengæld vant til at optage viden gennem lyd og billeder mere end gennem læsestof.” I et land som Uganda er det et privilegie og en drøm for ethvert barn at gå i skole, men det er ikke alle forundt. Og det er den erkendelse og viden, Jette håber på at kunne give videre til de danske børn og unge.
Vil nå ind til de unge
Men hvilken målgruppe er det så, Jette ønsker at tale til med projektet om uddannelse til alle? Jo, ligesom med undervisningsforløbet vil hun med podcasten gerne nå de unge og gøre dem mere bevidste om menneskers vilkår i andre dele af verden: ”Vi kan nemt blive privilegieblinde, fordi vi har så meget i vores samfund. Det er vigtigt, vi bliver præsenteret for andre måder at leve på. Når man får en forståelse for andre menneskers baggrunde, kan vi også arbejde for, at tingene udvikler sig og rykker sig. Vi kan bidrage til forandringen. Det håber jeg, podcasten kan bidrage til.” For at nå målgruppen har Jette blandt andet sendt en appetitvækker på podcasten til de højskoler, som har FN’s verdensmål og samfundsfag på skemaet. Også udvalgte gymnasieskoler og HF-uddannelser har fået en besked om podcasten. ”Jeg har sat målgruppen fra 15-30 år, idet jeg tænker, at man aldersmæssigt skal kunne forstå og værdsætte betydningen af den adgang, vi har til uddannelse for at forstå, hvad det så betyder for dem, der ikke har samme adgang.”
Samtidig med, at Jette håber på at fange de unges interesse, har hun også en idé om, at podcasten kan være med til at brede målgruppen lidt mere ud end blot at nå skoleeleverne, der arbejder med projektet: ”Det er oplagt, at eleverne i folkeskoleklasserne lytter til podcasten i forbindelse med gruppearbejdet om det 4. verdensmål, men ved også at bruge podcasten uden for skolerne, kan vi nå en ny målgruppe, som er lidt ældre end folkeskoleeleverne. Mit håb er, at podcastens budskaber kan leve længe og også uden for de fire skolevægge.”
Hvad er det lyd kan?
Det handler først og fremmest om autenticitet, mener Jette. ”Det at man kan høre en stemme gør, at man kan aflæse en følelse. Der, hvor de unge bider på, er der, hvor de kan høre stemmen knække, når en ugander taler.” Og heri ligger netop kernen for Jette. Hun vil gerne vise, at tingene kan blive anderledes. ”Vi kan være med til at arbejde for nogle bedre muligheder for mennesker, der ikke har det så godt som vi har det. Herhjemme har vi en kultur med uendelige muligheder og valg. Men sådan er det ikke over alt i verden. Jeg synes, det er et vigtigt budskab at få ud, og jeg tror, lyd kan gøre, at vi bliver hængende lidt længere.” Kunne du så finde på at lave flere podcasts i fremtiden, spørger jeg. ”Jeg kunne godt finde på at bruge lyd mere fremover, ja. Det kan nogle ting, som det skrevne ord ikke kan, og det er lettere for mange at konsumere,” svarer Jette. Også de resterende verdensmål, som Jette har til gode at sætte fokus på i arbejdet med de unge, kunne hun godt se sig selv dykke mere ned i: ”Det giver stor mening at sætte fokus på. I folkeskolen får man typisk serveret problemstillinger omkring udviklingslande og verdensmål, men når man er gået ud af ungdomsuddannelsen, skal man aktivt vælge at holde fast i det. Det håber jeg, podcasten kan hjælpe med.”
> Du kan høre podcasten om kvalitetsuddannelse til alle her
Podcasten er støttet af CISU - Civilsamfund i udvikling