Folkeoplysningen har stadig åbent
Med to store annoncer i Politiken og Jyllands-Posten viser Fora i dag, blandt andet sammen med en række andre oplysningsforbund og Danmarks Biblioteksforening, at der er lys i mørket og håb forude - folkeoplysningen holder nemlig stadig åbent!
Baggrunden for helsides-annoncen er at informere borgerne om, at de stadig kan tage på aftenskole, i teatret eller på biblioteket under corona.
Dansk Folkeoplysnings Samråds (DFS) sekretariatsleder Carolina Magdalene Meier udtaler på DFS' hjemmeside: "På mange måder går vi en mørk tid i møde, hvor muligheden for at indgå i sociale fællesskaber er begrænset (...) Derfor er det vigtigt for os at vise, at folkeoplysningen rent faktisk tilbyder aktiviteter og arrangementer, som foregår under sundhedsmæssigt forsvarlige rammer. De folkeoplysende foreninger er yderst opmærksomme på rengøring og afstandskrav og tager myndighedernes anbefalinger meget alvorligt. Men det er stadigt muligt at mødes i folkeoplysende fællesskaber og udveksle ideer, tanker, holdninger, osv."
Annoncen ses nedenfor