Foras udviklingspulje

Formål med Foras udviklingspulje:

  • Foras udviklingspulje skal med udgangspunkt i Foras strategi understøtte Foras medlemsforeninger og skoler, deres vækst i undervisning og andre aktiviteter. 
  • Fra puljen gives støtte til udviklingsprojekter i bred forstand, dvs. til fx efteruddannelse, markedsføring, indkøb af undervisningsmateriel og it-udstyr.
  • Foras bestyrelse kan beslutte at afsætte en del af puljens midler til udviklingstiltag under et bestemt tema.

Generelle kriterier:

  • Forankring. Projektet skal have en blivende effekt fx overgang til almindelig drift.
  • Vækst. Projektet vurderes ud fra sandsynligheden for at bidrage til vækst i undervisningstimer, kursister og/eller medlemstal, lokalt og/eller nationalt.
  • Egenfinansiering. Ved ansøgninger om mere end 20.000kr. forventes egenbetaling på mindst 50%af det samlede budget. 
  • Gearing. Det vurderes positivt hvis Foras støtte kan bidrage til, at også andre fonde eller puljer vil støtte projektet.
  • Ansvarlighed/bæredygtighed Projektet skal belaste miljø og klima mindst muligt. Det tæller positivt at ansøger forholder sig til projektets bæredygtighed.
  • Evaluering. Projekter med et budget på over 50.000 kr. eller bevilling fra Foras pulje over 20.000 kr. skal evalueres.
  • Skalering. Gode erfaringer skal komme andre til gavn. Bevillingsmodtager skal bidrage til at sprede resultater og erfaringer i samarbejde med sekretariatet.
  • Formidling. Projektet skal kommunikeres. Foras sekretariat kan formidle projektets resultater.

Sagsbehandling:

  • Ansøgninger behandles løbende. Der kan forventes svar indenfor tre måneder.
  • Ansøgninger på under 6000 kr. behandles af sekretariatet
  • Ansøgninger mellem 6000 kr. og 25.000 kr. behandles af puljeudvalget i Fora
  • Ansøgninger på over 25.000 kr. behandles af Foras bestyrelse

Ansøgning:

Foreninger og skoler, der er en del af Fora, har mulighed for at søge økonomisk støtte til udvikling. Støtten kan søges til:

  1. Efteruddannelse af undervisere eller ansatte
  2. Udviklingsprojekter
  3. Undervisningsmateriel og computere
  4. Markedsføringsmateriale

Find ansøgningsskemaerne på Foras intranet under "Skemaer", som ligger under "Dokumenter og inspiration", og læs mere om de forskellige kategorier nedenfor.


1 - Uddannelse og kurser

Uddannelse og kurser, som ikke udbydes af Fora, kan støttes af puljen. Der gives støtte til deltagelse i efter- og videreuddannelse for alle, der er tilknyttet foreningen (skoleleder, bestyrelse, ansatte og undervisere), så længe kurset understøtter deres funktion i foreningen, og udvikler deres kompetencer. 

Bemærk, at der ikke gives tilskud til transport til og fra kurser, men dog til evt. ophold til kurser over flere døgn. Der gives heller ikke tilskud til kurser i udlandet med mindre, de afvikles online.

 

2 - Udviklingsprojekter

Udviklingsprojekter skal have til formål at udvikle og synliggøre foreningen og dens aktiviteter, eller de skal understøtte forsøg med nye kursustyper eller undervisningsformer. 

 

3 - Undervisningsmateriel og it-udstyr

Undervisningsmateriel, computere og andet it-udstyr kan indkøbes med tilskud fra puljen. Støtten kan anvendes til indkøb af forskellige former for undervisningsmateriel, redskaber, værktøjer m.m. Der kan også søges om støtte til computer til administrationsbrug. 

4 - Markedsføringsmateriale

Der kan søges om tilskud til materiale til markedsføring af foreningen. Materialet skal være af blivende værdi som fx bannere, roll-ups samt produktion af AV-materiale til foreningen.

Deadlines

Der er deadline for ansøgninger til puljen den 15. april, 15 august, 15. oktober og 1. december på bevillinger, der overstiger beløb på 6.000 kr. For bevillinger under 6.000 kr. kan der søges løbende.

Begrænsninger

Fora må ikke støtte udgifter, der hører ind under almindelig drift. Det vil sige, at man ikke kan få støtte til f.eks. program eller til at gøre sine kurser billigere. Det strider imod loven, da det kan føre til konkurrenceforvridning.

Desuden skal man være opmærksom på, at puljerne ikke støtter projekter, der er igangsat eller afsluttede, og heller ikke materiel, der er indkøbt før ansøgning med mindre det er aftalt med sekretariatet.

Bemærk, at puljemidlerne kun kan søges af Foras medlemsforeninger. Alle ansøgnings- og afregningsskemaer findes derfor på Foras intranet (i mappen Administration/Foras udviklingspulje).

 

Øvrige puljer og fonde

Skulle man som forening ønske at søge midler til store projekter som supplement til Foras puljemidler, findes der på portalen www.legatbogen.dk en søgemaskine over alle fonde og legater i Danmark. Der kan også være mulighed for information på siden Aktiv Fundraising. Desuden har sekretariatet en liste over relevante fonde, som I kan bede om at få tilsendt.

I kan altid kontakte os og få hjælp og gode råd, hvis I har en idé, I vil søge om støtte til.


VIL DU VIDE MERE:

Foreningskonsulent

Henriette Corvinius
E-mail: henriette@fora.dk
Direkte telefon: 36 93 26 24