Ræk ud efter din kommune


Det betaler sig at have en god relation til kommunen. Kommuner kan både støtte folkeoplysende foreninger med hensyn til lokaler, promovering af foreningens aktiviteter og med hjælp til at søge puljer. Der er også kommuner, som indgår i partnerskaber med folkeoplysende foreninger, på måder som kommer både foreninger og kommunen til gode. Så hvis I har en idé, et behov, eller synes, der mangler noget I kommunen, som de kan bidrage til, så kan det være en god idé at gøre noget mere ud af jeres relation til kommunen. Her er et forslag til, hvor I kan starte:


1

Find en kontaktperson

Hver kommune er forskelligt organiseret, så derfor er det en god start at finde ud af, hvilken forvaltning eller kontor , der har mest med folkeoplysning at gøre i netop jeres kommune. Når I er nået så langt, kan I spørge efter den ansvarlige på området . Hvis I fremover skal have kontakt til andre dele af kommunen, er det godt at kontakt til én person, som kan hjælpe jer med at finde vej i kommunens kontorer og forvaltninger.

 

2

Lær hinanden at kende

Når du har fundet ud af, hvem på kommunen du kan tale med, er næste skridt at lære hinanden at kende. Der er flere måder at komme i gang på. Skriv en mail eller ring til vedkommende alt efter hvad du har det bedst med. Prøv at aftale at mødes over en kop kaffe, så I får sat ansigt på hinanden. Det gør det lettere at henvende sig, når I pludselig får brug for hjælp eller sparring fra kommunen.

 

3

Før I mødes: Hvorfor er I en styrke for kommunen?

Tænk over, hvordan I kan bidrage til at kommunen når i mål med sine værdier og indsatsområder. Så vil der være bedre chance for, at de lytter til jer, end hvis I kun vil høre, hvad kommunen kan gøre for jer. Arbejder de med ensomhed? Så læg vægt på, at jeres forening har et stærkt, inkluderende fællesskab, som ensomme i kommunen kan have glæde af. Arbejder de med mental sundhed? Så læg vægt på at undersøgelser viser, at både håndarbejde og bevægelsesfag højner mental sundhed osv. Hvis du ikke kan læse dig til, hvad der er vigtigt for din kommune, kan du nøjes med at overveje, hvad jeres forening bidrager med lokalt. Hvorfor er det i kommunens interesse, at jeres forening findes og trives ? Tag evt. en snak om det på jeres næste bestyrelsesmøde.

 

4

Snakken henover kaffen

Når I mødes, kan I fx komme ind på disse ting:

  • Fortæl hvordan I bedre kan arbejde med på kommunens målsætninger, hvis de vil samarbejde med eller støtte jer mere.
  • Spørg ind til, om kommunen kan se oplagte områder at samarbejde med folkeoplysende foreninger som jeres på. Nogle kommuner hjælper fx med at synliggøre foreningers aktiviteter, og andre hjælper med at søge fonde på foreningers vegne.
  • Giv kommunen mulighed for at lære jer bedre at kende. Inviter dem til at komme forbi jeres forening, hvis ikke det er der I holder mødet. I kan også invitere dem, når I holder åbent hus arrangementer m.m.

Nu er den første kontakt etableret. Måske har det første møde åbnet op for nye muligheder for foreningen, men det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er faktisk bare, at I nu har fået sat ansigt på en person i kommunen, som I kan kontakte med jeres gode idéer eller forespørgsler om hjælp i fremtiden.


VIL DU VIDE MERE:

Konsulent

Laura Nielsen
E-mail: laura@fora.dk
Direkte telefon: 36 93 26 22