En uge med fokus på kreativt håndværk i hele Norden


I september afholdes der Nordic Craft Week, og det er oplagt mulighed for at sætte fokus på vores fælles kulturarv, folkeoplysning og foreningsliv.

Nordic Craft Week er en hel uge, hvor vi fejrer skønhed og traditioner inden for husflid og håndværk i de nordiske lande. I løbet af ugen kan alle, der har lyst være med til at dele ideer, inspiration og instruktioner med lokale eller med vores nordiske naboer. Arrangementer i forbindelse med Nordic Craft Week markedsføres via en fælles facebookside, men afholdes lokalt.

Sidste års erfaringer
Sidste år blev den allerførste Nordic Craft Week afholdt fra den 1. september til den 9. september 2018. En god portion Foraforeninger var her, sammen med vores nordiske søster-husflidsorganisationer, med til at sætte fokus på det kreative håndværk, og bød folk indenfor for at præsentere, hvad der egentlig sker i den lokale forening. Der var et væld af mangfoldige arrangementer. Nogle bød inden for til foredrag om bæredygtighed, andre holdt Åbent Hus, nogle indbød til deltagelse og iagttagelse af allerede eksisterende aktiviteter og nogle inviterede på rundvisning.

At deltage i Nordic Craft Week er en god mulighed for at få omtale af foreningen lokalt. Det er en god mulighed til at sætte fokus på, at I med jeres arbejde i foreningen og aktiviteter eller kurser medvirker til at skabe liv i jeres by.

Hvordan kan I være med?
• I kan allerede nu begynde at tænke på, hvad I kunne lave i september. Det kan for eksempel være at byde folk indenfor til en medlemsaften eller et kursus, I allerede har planlagt i denne uge, hvor udefrakommende kan komme forbi og se og høre, hvad I laver. Det kan være alt fra trædrejning, over filtning til broderi og bolsjer. Det kan også være en aften, hvor I holder Åbent Hus og udstiller, hvad I har arbejdet med i årets løb.

• Det behøver ikke være noget, der sker i foreningen. Det kan også være, at I laver og indsender en lille sjov video, hvor I viser, hvordan man armstrikker, hvordan man nemt tegner en hånd, eller hvordan man snitter en ske.

Der er næsten ingen grænser. Det skal bare være relateret til håndværk og husflid.
Hvis I vil høre mere eller allerede har jeres idé, så send en mail til kursuskonsulent Lotte Helle på lotte@fora.dk, så hjælper hun jer videre. Først og fremmest gælder det lysten til at være med.

Initiativet er et samarbejde mellem de nordiske landes (og Estlands) husflids- og håndværksorganisationer NFACF (Nordic Folk Art and Crafts Federation)

> Se Nordic Crafts Weeks Facebookside