Skru op for udendørs aktiviteter


Selv om vi snart må åbne for indendørs aktiviteter, er de udendørs blevet voldsomt populære i flere af Foras foreninger

Den 7. maj 2021

I forbindelse med genåbningen har Verninge Husflid været i fuld gang med flere udendørs aktiviteter.

En af dem er den populære aktivitet "Gå og strik". Her medbringer deltagerne strikketøj eller andet kreativt håndværk og går en rask gåtur sammen på ca. 3-4 kilometer. Som afslutning på turen nyder deltagerne en kop kaffe sammen i en bålhytte ved et naturområde. 

Som et nyt tiltag har foreningen siden den 20. april 2021 opstartet et motionshold i skoven ved Vissenbjerg, hvor deltagerne mødes og bevæger sig i fællesskab. Det er til stor glæde for alle deltagere, fortæller skoleleder Bente Eriksen. Underviseren, som er fysioterapeut, udnytter de muligheder, hun finder i skoven og bruger dem i træningen. Det kan fx været træstubbe, man træder op og ned på og stammer, man kan bruge.

I marts afsatte man i Verninge en hel weekend, hvor de afholdt et kursus i pileflet. Kursisterne var aktive og stemningen god.

Og så har de også afprøvet en "Familiedag" med en naturvejleder den 8. maj 2021 ved klimasøerne i Tommerup. 19 deltagere lavede fuglekasser og insekthoteller og fiskede med net i søerne. Som en hyggelig afslutning, blev der spist sandwich og drukket juice.

I Ullerslev Husflid har man for nylig afholdt et kursus i pileflet, hvor et hold glade kursister lavede smukke ting, de stolt kunne tage med hjem bagefter.