Kompensationsordning


Kompensationsordning for aftenskoler og daghøjskoler i forbindelse med forsamlingsloftet på 10 personer.

Kulturstyrelsen har nu åbnet for kompensationsordningen i forbindelse med tabt deltagerbetaling og ekstra udgifter som følge af forsamlingsloftet på 10 personer.

Der er ansøgningsfrist den 11. december. I kan finde ansøgningsskema og retningslinjer her

 

Mere om ordningen:

I kan søge om kompensation til:

- 90% af tabt deltagerbetaling

- 100% for ekstraudgifter (lærerlønninger, lokaleudgifter, rengøringsudgifter)

- 100% for ekstra administrationsudgifter, der kan henføres til forsamlingsforbuddet

 

Tabt deltagerbetaling:

Dette er deltagerbetaling, som I allerede har eller forventer at betale tilbage til kursisterne for kurser, der allerede er sat i gang eller planlagt til at blive sat i gang i perioden, og som følge af forsamlingsloftet på 10 har måtte ændres, fx ved at dele hold i to eller mere, lave turnusordninger, aflyse deltagelsen for de sidst tilmeldte osv. Det gælder også, hvis kursisten får mulighed for at blive flyttet til et hold, der foregår efter forsamlingsloftets ophør – dog senest med start den 31. marts 2021.

 

Ekstra udgifter:

Dette dækker ekstra udgifter til lærerlønninger og til de lokaler, herunder rengøring af ekstra lokaler, som skolen skal bruge for at kunne afvikle allerede påbegyndte og/eller planlagte hold inden for rammerne af forsamlingsloftet. Det vil typisk sige de ekstra udgifter, der kommer til lærerløn og lokaleudgifter, når igangværende og planlagte hold er blevet delt i mindre hold eller forlænget i en form for turnusordning eller lignende for at overholde forsamlingsloftet på 10. 

 

Ekstra udgifter til administration:

Dette dækker de ekstra udgifter som skolen måtte have eller få i forbindelse med den ekstra administration, der skal til fx at tilbagebetale deltagergebyrer, dele hold, servicere kursister og undervisere i forbindelse med de nye retningslinjer osv. Dette opgøres som antal arbejdstimer, der er brugt i tilknytning til administration som følge af forsamlingsloftet, og det skal være timer, der ligger ud over skoleleders og/eller administrativt personales almindelige kontraktlige forhold. Det kan opgøres fx som antal ekstra arbejdstimer x timeløn + feriepenge for en skoleleder i aftenskolen.

 

Periode:

Der ansøges om kompensation for perioden 26. oktober – 31. december (men der udbetales naturligvis kun kompensation så længe forsamlingsloftet er gældende). Skulle forsamlingsloftet på 10 blive forlænget ind i det nye år, vil der blive mulighed for endnu en ansøgningsrunde for januar måned. Men alt der vedrører perioden i 2020 skal der ansøges om nu.

 

Der kan kun ansøges om udgifter, der knytter sig til afholdte, påbegyndte og/eller allerede planlagte kurser og aktiviteter i kompensationsperioden. I forbindelse med afregningen skal kurser og aktiviteter kunne dokumenteres, fx via kursuskataloger, hjemmesider eller lignende.


VIL DU VIDE MERE:

Souschef og udviklingskonsulent

Marlene Berth Nielsen
E-mail: marlene@fora.dk
Direkte telefon: 36 93 26 27