Inspiration til genåbning


Fora har afholdt en række møder for Foras medlemmer for at finde ud af, hvordan I bedst muligt åbner jeres foreninger og får gang i aktiviteterne igen. Vi har samlet nogle af jeres gode ideer og perspektiver her.

Opdateret 23. marts 2021

Tænk i alternative kursusformer

I en tid hvor retningslinjer og restriktioner hele tiden bliver ændret, er det nødvendigt at tænke i alternative løsninger. Dem har vi samlet her nedenfor til inspiration.  

Ryk udenfor

Gåture/walk and talks i mindre grupper. Det kunne for eksempel være, hvor deltagerne hver især medbringer en ret, der skal smages, en artikel der kan snakkes om, et godt spørgsmål eller andet, så der også er noget at snakke om. I kan tænker over, om der er nogle af jeres hold, hvor noget af undervisningen måske kunne klares på en gåtur. Kunne fransk-undervisningen eller inspirationen til det næste broderi være genstand for samtalen på turen? I Kolding Husflid har de for eksempel arrangeret ”Se din by”-gå ture for deres medlemmer.

Det begynder snart at blive lidt varmere, og så kan I rykke værktøj og maskiner udenfor og på den måde afholde kurser næsten som I plejer. Der er jo heller intet i vejen for, at tage kaffemaskinen med udenfor. Corona har lært os, at meget mere end vi lige troede faktisk kan foregå udenfor. Så hvilke af jeres kurser kunne faktisk godt foregå udenfor?

I foråret 2020, under den første nedlukning, rykkede man i Fælles Fritid male-undervisningen udenfor og mødtes i forskellige parker og haver, hvor underviseren medbragte malergrej, fortæller skoleleder i Fælles Fritid Birgit Christensen.

Digitale kurser

Selvom de fleste af os måske er ved at være lidt træt af mest at se andre mennesker gennem en skærm, kan de digitale kanaler være smarte i forhold til at nå nogle nye målgrupper. Mange er i nedlukningsperioden blevet bedre til at bruge Teams og Zoom og savner samtidig fællesskabet. Det kan I udnytte ved at lave nogle spændende online-kurser.

I forhold til bevægelsesfag havde en forening god erfaring med at lægge videoklip på YouTube, hvor underviseren instruerede, så man kunne se med og træne med hjemme i stuerne. Der var også flere foreninger, der havde eksperimenteret med at lave den mere teoretiske del af undervisningen on-line, fx væveteori, og så må vi vente med det praktiske til vi kan mødes igen.

Høj kommunikation til medlemmer og kursister

I Grindløse-Bogense Husflid har de brugt foreningens Facebookgruppe til at vise medlemmerne, at de stadig er der og samtidig for at holde medlemmerne aktive. Har jeres forening også en gruppe på Facebook, kan I bruge den til at spørge jeres medlemmer, hvad de får tiden til at gå med lige nu og hvad de godt kunne tænke sig at lave, når man må mødes igen. Flere andre foreninger fortalte, at de havde sendt nyhedsbreve eller mails ud til deres medlemmer og kursister med små historier for netop at holde gang i kontakten og vise, at foreningen stadig var der.

Hvad kan sekretariatet hjælpe med

Flere udtrykte, at I godt kunne tænke jer hjælp eller sparring i forhold til kommunikation, herunder:

Hjælp til markedsføring i form af skabelon til pressemeddelelser og facebook-opslag/annoncer

  • En overordnet kommunikationsplan
  • Evt. fælleskampagne (eksemplet med Else før og efter tilmelding af aftenskolekursus)
  • Evt. nogle kurser i Facebook- og/eller Instagram-annoncering

 

Har I nogle spørgsmål eller noget, I mangler sparring til så kontakt udviklingskonsulent Marlene Berth Nilesen eller hvis din henvendelse drejer sig om kommunikation, så kontakt kommunikationskonsulent Louise Albers

 

Coverbillede: www.freepik.com